Er irritation over spørgeskemaer i indbakken nok til at begrænse andres læring?

Midt i den vinterdepressive måned, februar, blev der sendt en mail ud til alle studerende og medarbejdere på DMJX. Afsenderen satte et spørgsmålstegn ved, om studerende overhovedet burde have lov til at sende spørgeskemaer ud til hele skolen. Kritikken lød, at indbakken allerede var fyldt, at der burde være en voksen til stede, og at endnu et spørgeskema blot bidrager til den informationsfatigue, vi i forvejen døjer med i samfundet.

  Jeg bidrog selv til den nu notoriske mailkæde med et svar, hvor jeg udfordrede den præmis. Derefter blev jeg opfordret til at læse et debatindlæg i Illustreret Bunker af Viktor Johan Nørlyng Gaïni fra juni 2025 for at reflektere over, hvor meningsfulde spørgeskemaer egentlig er. Her foreslås det, at man bør være mere kreativ end bare at sende et spørgeskema ud til studerende/medarbejdere. 

Jeg kan godt se pointen, men et spørgeskema til skolen udelukker jo ikke, at man også arbejder med andre metoder. 

Indlægget var primært henvendt journalister. Det giver også mening, for journalister er vant til at være dem, der stiller spørgsmålene. Mindre vant til selv at få dem. Men DMJX er heldigvis mere end kun journalisthøjskolen.

Hvor stort er problemet egentlig?

Kritikken går på, at indbakken bliver fyldt. Og det er rigtigt. Man åbner sin mail, ser et eller flere spørgeskemaer. I cirka to sekunder oplever man en mild irritation, inden man trykker ‘slet’. Alternativt bruger man tre minutter på at svare.

Hvis den følelse af irritation virkelig fylder så meget, at konsekvensen bliver strukturelle begrænsninger for andre studerendes metodearbejde på tværs af uddannelserne på skolen, kan man næsten blive bekymret. Det ville faktisk være ret imponerende, hvis en mail med 12 spørgsmål kunne ryste fundamentet så markant.

Nogle oplever helt sikkert også spørgeskemaerne som en form for spam. Det kan jeg sådan set godt forstå, hvis der nu lander flere i indbakken på én gang. Men i modsætning til det, som normalt klassificeres som spam, prøver de sjældent at stjæle dine kontooplysninger. De prøver som regel bare at skrive en opgave færdigt.

Vores tolerance over for hinandens projekter siger noget om, hvilket studiemiljø vi ønsker at skabe og være en del af. 

Jeg er heller ikke selv en engel. Nogle gange svarer jeg, andre gange sletter jeg og går videre med min dag. Pointen er netop, at jeg kan vælge.

Breaking news! Studerende øver sig

Et spørgeskema på DMJX er ellers den mindst forpligtende forespørgsel, man kan modtage. Ingen følger op. Ingen registrerer dit fravær. Du kan ignorere det uden konsekvenser. Spørgeskemaer på DMJX er frivillighed i sin reneste form. Og endnu vigtigere - det er en øvelse.

Det første interview man laver, er akavet. Den første artikel er ujævn. Det første layout er rodet. Det første spørgeskema er klodset. Mange spørgeskemaer kunne selvfølgelig være bedre. Kortere. Klarere. Mindre ledende. Færre “hvor enig er du på en skala fra 1 til 10”. Men kvaliteten bliver ikke højere af, at man ikke må lave dem. 

Vores skole er et af de få steder, hvor man kan prøve at indsamle empiri i et nogenlunde sikkert rum, hvor respondenterne faktisk nogle gange svarer. Alternativet er at lære det første gang ude i praktik eller et job, hvor ingen har tid, og ingen svarer.

For mange uddannelser på skolen er metodearbejdet heller ikke selve slutmålet. Vores faglighed ligger ofte i de kreative og analytiske processer som mange gange baseres på research. Også den, der bliver indsamlet via f.eks. spørgeskemaer. 

Hvis man laver en opgave, hvor målgruppen netop er unge voksne eller studerende, giver det ret god mening at skrive ud til studerende. 

En løsning kunne måske være, at alle mails med spørgeskemaer skal mærkes med [Spørgeskema] i emnefeltet? På den måde kan dem, der ikke ønsker at deltage, sortere dem fra sin indbakke og leve uforstyrret videre. 

Et studiemiljø fungerer kun, hvis nogen indimellem stiller sig til rådighed for andres læring, også selvom det bare er tre minutter i en browser.