Hvorfor skal det altid handle om alkohol?

Som et menneske der ikke drikker, synes jeg, alkohol fylder uforholdsmæssigt meget på studiet. Det er i og for sig ikke så mærkeligt. Men problemet opstår, når alkohol bliver samlingspunktet - det, man mødes om og grunden til, man deltager i det sociale liv. Det - synes jeg - er synd.

Lad os alle drikke 

At drikke alkohol er kutymen i Danmark. Det er udgangspunktet. Det er derfor, det piner mig at høre, når nogle spørger mig, om jeg er i bil eller skal tidligt op dagen efter, netop som jeg har fortalt dem, at jeg ikke drikker alkohol. De forventer per automatik, at der må være en praktisk eller logisk grund til, at jeg ikke drikker. Ikke bare fordi, jeg ikke har lyst. For mit eget vedkommende har jeg simpelthen bare taget et valg om, at jeg ikke vil drikke. Simpelt: Fordi jeg ikke behøver det. Det er unødvendigt for mig. Omsonst.

Men at drikke alkohol som studerende på en videregående uddannelse – eller bare som ung i det hele taget – virker lige så sikkert som indgangsbønnen i kirken. Her er alkohol bare indgangsbønnen til enhver (god) fest. Åbenbart. 

Et (rus)forløb! 

Mit første møde med alkohol på DMJX var i rusforløbet. Et forløb, hvis navn indikerer “en tilstand, hvor man er påvirket af alkohol eller narkotika”. Selvom det naturligvis er langt fra intentionen med et rusforløb, hvis formål - ifølge Den Danske Ordbog - retteligt er “en række af arrangementer, der giver nye studerende på en uddannelse mulighed for at lære hinanden, uddannelsen og uddannelsesstedet bedre at kende,” var det ikke desto mindre et forløb, hvor alkohol spillede en ikke uvæsentlig rolle, oplevede jeg. 

Jeg deltog i samtlige aktiviteter i rusforløbet, og jeg husker, at der var alkohol involveret i dem allesammen.

Når jeg genser Facebook-opslagene fra mit semesters rusforløb, kan jeg se, at der sjældent blev opfordret direkte til druk. Sådan husker jeg det også. Gudskelov. Men jeg er uforstående overfor, hvorfor alkohol altid skulle have sin berettigelse i rusforløbet. End ikke torsdagshyggen var uden alkohol, fordi nogle havde medbragt ’lidt godt til ganen’ i Botanisk Have. Men gør det noget? Jeg mener, jeg kan jo sagtens være med uden at tage del i alkoholen. Bestemt.

Det handler mere om, at jeg nok havde forventet, at den ene aktivitet trods alt ville være alkoholfri. Nu hvor resten af forløbets aktiviteter foregik på skolen i barens åbningstider. Omvendt kan man sige, at jeg ikke var tvunget til at deltage i noget af det. Og at jeg med rimelighed godt kunne deltage, men bare uden at drikke. Hvilket jeg også gjorde. Det er mere princippet i, at alkohol altid får lov til at fylde. 

Vanvid i Visby 

Flere af mine rusværter var forstående og gode til at imødekomme mine bekymringer ved at tage med til Visby. For glæden ved at skulle tilbringe en weekend med mine studiekammerater opvejede frygten for, at der gik druk i den. Det var også derfor, jeg først tilmeldte mig turen i sidste sekund. Bogstaveligt talt. 

Selvom man ikke måtte medbringe sin egen alkohol i Visby, erindrer jeg, at der allerede i bussen på vej derned gik druk i den. Og så kunne man ellers gå ombord i baren - såfremt man havde købt ‘klippekort til drikkevarer’ – fra fredag aften til søndag morgen, hvor festen sluttede. Sådan sat lidt på spidsen.

Selv det famøse slotsløb deltog jeg i. Ikke for at drikke øl, men fordi jeg elsker at bevæge mig og løbe. Men i sidste ende måtte jeg sande, at rusturen var meget alkoholfikseret. Jeg oplevede den faktisk som en mini-Roskilde, fordi det, udover de point-givende lege, primært handlede om alkohol. Men oplevelsen fremstår måske også mere voldsom fra mit perspektiv, netop fordi jeg opfattede det hele på afstand. Turen var dog bestemt også hyggelig, og jeg lærte ditto en masse af mine studiekammerater bedre at kende. Men for en, der ikke drikker, var det vanvid, synes jeg. Men det er vel, hvad man kan forvente af navnet. Trods alt. 

Hvornår begyndte du ikke at drikke? 

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg ikke drikker. Nogle gange går spørgsmålet endda på, hvornår jeg stoppede med at drikke. Som om jeg startede og på baggrund af en smertelig hændelse konkluderede, at jeg ville stoppe. 

Jeg oplever også, at mange er tilbageholdne med at spørge ind til mit valg. Som om de er bange for, at jeg ikke vil snakke om det. Men jeg elsker, når folk vil forstå, hvorfor jeg har taget det valg. Det er mit hjertebarn. 

Langt de fleste af dem, der spørger ind til mit valg, synes, at det er “sejt” eller respektabelt. 

Men at det er så sejt, eller afføder så stor respekt ikke at drikke, er en velmenende, omend letkøbt anerkendelse, synes jeg. For det er vel sagtens kun så sejt, fordi det er så atypisk og unormalt. Hvis udgangspunktet var, at man ikke drak, ville det formentlig ikke gøre så stort indtryk på folk. Hvilket da langt er at foretrække. 

Jeg ville ønske, at vi ikke antog, at folk som udgangspunkt drikker – selvom det er sådan, det forholder sig. For det er selve narrativet om kulturen – at man da selvfølgelig drikker – der frustrerer mig. 

Lyseslukker eller liberal nok 

Når jeg ikke drikker alkohol, kan man hurtigt få den opfattelse, at jeg bare er den tvære og utilfredse studerende, der prøver at ødelægge den ellers gode stemning for resten. Godt nok tilbringer jeg ikke samtlige fredage i vores ellers glimrende fredagsbar, Kurt, men jeg har dog lagt vejen forbi lokalerne tilpas mange gange til at vide, hvilke af loftpladerne der ikke sidder, som de skal. Måske er det bare en af de detaljer, jeg observerer, fordi jeg ikke er påvirket. Hvem ved? 

Men lad mig deklarere, at jeg ikke er modstander af alkohol. Jeg er trods alt liberal nok til at mene, at muligheden for at drikke står den enkelte frit for. Det skal jeg ikke bestemme. Det er ikke min butik. 

Når sprutten går ind, går forstanden ud 

Mit problem er nok mere, at folk ofte kan blive så dumme, når de er fulde. Åndssvage at høre på og uden tanke på deres omgivelser. Som når et af bordtennisbattene er gået i stykker hen over weekenden. Eller noget er revet ned fra væggen og smidt ud. 

Der er selvfølgelig også alle dem – og ja, det er langt størstedelen - der sagtens kan administrere deres forbrug af spirikum. For en lille smule alkohol har vel aldrig skadet. I hvert fald ikke hvis man skal tro den norske psykolog Finn Skårderuds forvanskede udtryk. 

Men det kan også blive for meget af det sjove - også selvom man sagtens kan have det sjovt uden at drikke alkohol – og så går forstanden som bekendt ud.

At være med uden at tage del i fællesskabet 

Lige så længe jeg har været gammel nok til at tage til fester eller gå i byen, har det ikke være et problem for mig at være med der, hvor det sker. Jeg går altid i byen ædru - og kommer altid ædru hjem. Det falder mig meget naturligt ind. Hvor de fleste drikker alkohol, drikker jeg bare sodavand eller juice. Og jeg elsker det. 

Jeg har heller aldrig haft et problem med at danse, tale med fremmede eller være i den stemning, der findes, når man er til fest eller går i byen. Den der særlige sindstilstand, der adskiller hverdagen fra weekenden. Jeg kan uden problemer være en del af det, uden at tage del i det, der egentlig skaber fællesskabet: Nemlig alkoholen. Jeg går i byen for at danse, tale med mennesker og feste – ikke for at drikke. 

At drikke eller ikke at drikke 

I bund og grund skal vi alle gøre os det klart, hvordan vi hver især vil bruge vores studietid. Ved at drikke eller ikke at drikke. Det ændrer ikke mit liv, at nogen vil drikke, og det ændrer ikke deres, at jeg mener, som jeg gør. Begge holdninger kan snildt sameksistere. Og med lidt respekt - både for dem, der ikke drikker, og dem, der gør - kommer vi langt. 

Jeg er vant til ikke at drikke og stadig være en del af fællesskabet. Sådan har det altid været. Så for mig var det ikke svært at starte, frygte at føle mig udenfor og stadig tage del i det sociale liv på et studie, hvor alkohol fylder forholdsmæssigt meget. For det er vel bare sådan, det er. Og måske også skal være. Hvis det nu engang er det, flertallet ønsker. 

Jeg forstår nu engang bare ikke, hvorfor det altid skal handle om alkohol?