opinion
LEDER: Bunkerens pølsefest – ligesom hos de andre medier
Selvom vi allerede fra idéudviklingen til denne avis startede ud med at proklamere, at vi skulle have en kvinde på forsiden, blev det – som du nok allerede har spottet – ikke sådan. Hvad gik galt?
Og ja, vi anerkender, at de fleste er trætte af at høre om kønskvoter. Men!
Problemet er, at medierne har en afgørende rolle i, hvem der får en stemme i den offentlige samtale, og hvordan mennesker præsenteres i visse sammenhænge. Når medierne ikke lykkedes med repræsenationen, så svigter de deres ansvar.
Vi er helt med på, at journalisters største modstander er tid, og i den sammenhæng er det nemmest at ringe til Peter Viggo, fordi man ved, at han tager telefonen og leverer et godt citat.
Illustreret Bunker er også selv skyldig. Man skal helt tilbage til oktober 2023, før vi igen finder et portrætbillede af en kvinde på forsiden. Alt imens der har været billeder af mænd, en vindueskarm og Rigshospitalet.
Og ser man udelukkende på, hvordan fordelingen af optagne på journaliststudiet på DMJX de sidste par år har været, ser man en ligelig kønsfordeling. Faktisk med en lille overvægt af kvindelige studerende. Derfor erkender vi også, at avisen mangler afspejlning af dem, vi i princippet skriver til.
Et eller andet sted, vil nogen indvende, at det ikke gør nogen forskel, om kilden er en mand eller en kvinde. Men når kun tre ud af de 50 mest citerede eksperter i de danske medier i 2025 er kvinde, må man konstatere et misforhold.
Denne tendens ses også her i huset. DMJX’ Mette Mørk og Mette Stentoft undersøgte i 2020 DMJX-studerendes eksamensprojekter og konkluderede, at journaliststuderendes kildevalg er skævt. De fleste ekspertkilder var mænd. Samtidig var de fleste cases valgt kvinder.
Det vil sige, at der måske er nogle erfaringer fra mænd, vi mangler og simpelthen overser ligeså systematisk som kvindelige eksperters viden.
Nu undersøger Mette Mørk igen de studerendes kildevalg. Det bliver spændende om resultatet har ændret sig. Vi vil dog vove at forudse, at kønsfordelingen af kildevalgene formentlig vil vise samme tendens.
Så hvor går det galt? På Illustreret Bunker skulle vi nok have stået fast og stået ved vores første ønske. Jo, så havde vi nok nedprioriteret en god historie eller to. Men det er netop, hvad journalistik går ud på. Journalistik er netop bevidste fravalg, der gør, at man lykkedes med de tilvalg, man stræber efter.
Det gør sig selvfølgelig også gældende for al anden repræsentation af samfundet i medierne. Og det samme bør i øvrigt også gøre sig gældende i sammensætningen af de journaliststuderende.
Ideelt set burde vores forside være mere divers, end den har været de sidste mange aviser.
Selvfølgelig bliver problemet ikke løst ved en enkelt kilde (eller den næste forside), men det kan være et skridt i den rigtige retning.
I grove træk, er det, vi prøver at sige: lad os nu alle sammen gøre det bedre, end det vi har gjort. Hvor svært kan det være!