Ramadan-kalender og WhatsApp-beskeder fra efterretningstjenesten: I Egypten samles mediemagten hos eliten

På en helt almindelig vej i den rige bydel, Heliopolis, i Egyptens hovedstad, Kairo, ligger der en atypisk bygning. 

Bygningen er ellers på størrelse med de omkringliggende lejlighedskomplekser, men det store blå vinduesparti gør, at man ikke kan undgå at bemærke den. 

Og så selvfølgelig det faktum, at bygningen huser en af Mellemøstens største medievirksomheder: United Media Service. 

Et konglomerat, som har mange populære programmer, men også et vanskeligt forhold til armslængdeprincippet over for det egyptiske styre.

Ramadan-kalender 

United Media Service (UMS) er en stor spiller i den egyptiske og arabiske medieverden og består af mere end 40 forskellige virksomheder. 

Af dem blandt andet produktionsselskaberne, der laver den årlige ramadan-kalender, som minder om de danske julekalender-udsendelser, og er et stort kulturfænomen i den arabiske del af verdenen.    

“Der er en stor egyptisk tradition i at producere tv-drama, og der er også mange penge i det,” forklarer mellemøstforsker ved Københavns Universitet, Christine Aster Crone. 

“Historisk set er tv-dramaer også blevet brugt til at fortælle nationen, hvad det gode samfund er, hvad en god mand og kvinde er, og hvad den gode egypter er,” siger hun. 

Ejet af efterretningstjenesten

Men det er ikke kun opdragende tv-drama, der gør UMS’ portefølje interessant. Konglomeratets 12 nyhedskanaler er nemlig kritiseret fra flere kanter.  

Internationalt har Reuters beskrevet, hvordan halvdelen af United Media Services’ bestyrelse har forbindelser til den Egyptiske Efterretningstjeneste. 

Men også indenrigs har den systemkritiske journalist Mostafa Al-A’sar beskrevet, hvordan statslig indblanding præger nyhedsproduktionen hos United Media Services. 

Det gør han i en artikel i ‘The Tahrir Institute for Middle East Policy’, som er en non-profit tænketank, der forsøger at bringe lokale stemmer fra Mellemøsten og Nordafrika ind i de globale politiske debatter om regionen. 

I artiklen stod en tidligere medarbejder anonymt frem og fortalte, hvordan man på tværs af nyhedsredaktioner i UMS dagligt fik tilsendt beskeder i en WhatsApp-gruppe med en liste over emner, der skulle dækkes.

Derfor ligner mange af nyhederne på tværs af medievirksomhederne hinanden, ifølge artiklen. 

Loyalitet overfor staten 

Medielandskabet i Egypten er i høj grad præget af landets historie, og UMS viser, hvordan det har udviklet sig i de seneste ti år. 

Det egyptiske styre har tidligere haft meget kontrol over medierne, men i årene under præsident Mubarak og op til det arabiske forår, åbnede der sig et mere frit medielandskab. Det ændrede sig da den nuværende præsident kom til magten, forklarer Christine Aster Crone. 

“Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Sisi, forsøger i høj grad at samle magten tæt på sig selv. Han har fra start gået benhårdt efter at samle den økonomiske, mediemæssige og politiske magt omkring den allerinderste magtelite,” siger hun. 

“Han er ikke interesseret i, at der foregår en national debat om ham og hans politikker.”

Helt centralt i hans strategi har det været at have indflydelse på både de statsejede og private medier. 

“Under præsident Sadat og især under præsident Mubarak åbnede man op for privatejede medier, men præsident Sisi har sørget for, at medierne nu er ejede af personer, som er loyale overfor staten,” forklarer Christine Aster Crone. 

I forlængelse af det mener Christine Aster Crone også, at UMS er en del af den mediestrategi, hvor staten vil have kontrol over, hvilke nyheder der publiceres, og hvilke nyheder, der ikke får taletid. 

Et eksempel på det statsinfluerede nyhedslandskab så man ifølge Christine Aster Crone i forbindelse med nedlukningen af Rafah-grænsen til Palæstina. 

Efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 lukkede den egyptiske stat for grænseovergangen, og Israel bombede området af flere omgange for at gøre det uanvendeligt. 

“Det var meget upopulært blandt den egyptiske befolkning, men det var ikke noget, man nævnte i de nationale medier. Hvis man nævnte det, så handlede det om national sikkerhed og at sikre sig mod islamister,” siger Christine Aster Crone.  

Udenlandske donationer  

Livet er nemmere for de egyptiske medier, der ikke er regimekritiske, og regimet gør det også sværere for medier, der gerne vil have økonomisk støtte fra aktører uden for Egypten. 

“Man begrænser de private mediers økonomi ved at ulovliggøre udenlandsk finansiering, og man regulerer reklamepenge,” siger Christine Aster Crone. 

“Så hvis der er et medie, staten ikke bryder sig om, så sørger man for, at der ikke kommer reklamepenge, hverken fra staten eller fra andre firmaer. Det gør det svært at være et ‘uafhængigt’ medie.” 

Hun understreger samtidigt, at udenlandske sponsorer også kan påvirke et medies afhængighed. Dog adskiller denne afhængighed sig fra de egyptiske medier, hvor økonomien er knyttet til staten. 

Storbritannien og Egypten

En stor del af det arabiske forår var, at egypterne fik adgang til sociale medier. Så selvom de traditionelle medier er styret af staten, har egypterne også adgang til anden information, som det er i dag. 

En undersøgelse fra Det Nordvestlige Universitet i Qatar fra 2019 viser, at 64 procent af egypterne dagligt får nyheder gennem de sociale medier. Højere er procentsatsen hos de 18-34-årige, her er det 74 procent. 

En af de unge SoMe-brugere er 27-årige Shadi Abd El Rahim.  

“Jeg tror ikke, at der er særligt mange blandt min generation, der ser nyheder i fjernsynet eller læser aviser,” siger han.

Førnævnte undersøgelse viser dog, at 83 procent af de 18 til 34-årige egyptere får nyheder fra tv-kanaler. For aviser gælder det kun seks procent. 

Shadi Abd El Rahim er halvt egypter og halvt brite. Han flyttede permanent til Egypten i maj 2025, og han mener ikke, at der er en stor forskel på mediebilledet i de to lande, men han kan godt finde én enkelt.   

“I Storbritannien ser man ofte Keir Starmer modtage kritik for sin politik, men i Egypten er det meget usandsynligt, at man ser den form for kritik,” fortæller han.   

I øvrigt mener han ikke, at Egypten er ene om, at skellet mellem staten og medierne ikke er helt vandtæt. 

“Der er mediekonglomerater i hele verden, som ejer de fleste medievirksomheder, så mange budskaber bliver ensartede alligevel,” siger Shadi Abd El Rahim.

Illustreret Bunker har kontaktet UMS med en række spørgsmål, men de ikke er vendt tilbage inden deadline.