I den selvbiografiske debutudgivelse ‘Resten er mit’ er intet tilsyneladende privat

Simone Nilsson lukker op for alle tanker og inviterer i et virvar af illustrationer og budskaber skrevet med versaler – så man virkelig forstår, at hun mener det – læseren ind i sit inderste følelseskammer. 

Man får indtryk af en fortæller, der har fået for meget og derfor i et kreativt udbrud må få afløb fra det hele, NU! 

Hvis man er en af dem, som det, Simone Nilsson skriver, virkelig resonerer med, kan man garanteret finde værdi i forfatterens ærlighed. 

For os andre kan intimiteten i at komme så tæt på et fremmed menneskes inderste virke grænseoverskridende, fordi selvudleveringen føles relativt ubearbejdet. 

Simone Nilsson blotter sig selv og sine mindre flatterende sider til et punkt, hvor det føles som at få adgang til hendes dagbog eller ulåste telefon. 

Litteratur må gerne være grænseoverskridende, hvis det tjener en større hensigt, men her er det til tider svært at se formålet.  

“De almindelige vil ikke forstå en skid af, hvad jeg skriver, men hvis du gør, dig der læser det her, så er jeg også vred på dine vegne [...]” 

Den sætning forklarer måske en del, og man kan undre sig over, at den først kommer på side 128 af de 157, for det ændrer hele præmissen. 

Bogen er ikke skrevet som people-pleaser til et bredt publikum. Den er skrevet til andre selverklærede særlinge, der har mødt nogle af de samme udfordringer i livet som Simone Nilsson har. 

Hvad er resten? 

Bogen behandler alt fra sårede følelser, kærestebrud og andre forholdsvis banale prøvelser i et ungt voksenliv til tungere emner som depression og selvmordstanker. 

Problemet er ikke nødvendigvis, at de mere hverdagslige erfaringer fylder, men at de ikke altid løftes ud over deres betydning for forfatteren selv.  

‘Resten er mit’ rummer dog enkelte passager af relaterbar karakter, som i perioder hæver bogen fra selvynkens overflade og op i et fugleperspektiv, hvor vi andre også kan være med. 

For eksempel da forfatteren brokker sig over, at hendes veninder er forsvundet ind i en tosomhed og glemmer venskabet i svinget.  

“Jeg har jo allerede lovet, at jeg vil følge disse veninder til verdens ende – ja helt ind i Dommedagsbjerget i Mordor – og det inkluderer vel desværre også en murermestervilla i forstæderne. Så jeg skal nok følge med, ved Gud, JEG SKAL NOK, men jeg forbeholder mig retten til at beklage mig undervejs - især over min tomme kalender og de besynderligt stille chat-vinduer på min telefon.” 

Det lyder mest af alt som selvmedlidenhed, men Simone Nilsson har heldigvis selvindsigt nok til at indrømme, at hun inderst inde er misundelig på sine veninder. 

Hun erkender endda sit eget hykleri, da hun konstaterer, at hun selv er skyldig i at forlade og glemme andre mennesker. 

Det er i passager som denne, at Simone Nilsson med distanceret indsigt i egne tankemønstre løfter den selvbiografiske fortælling fra dagbogsnotater til egentlig refleksion. 

Andre gange virker refleksionen mindre meningsfuld, som når Simone Nilsson midt i bogen begynder at kommentere sit eget værk.  

“Jeg har ikke mere at sige nu. Ikke mere at dele. Resten er mit! Hører du?! Jeg skal finde ud af, hvad “resten” er, og det rager ikke dig!”

Man kan undre sig over, at Simone Nilsson efterfølgende fortsætter med at dele ud af sit liv i yderligere 90 sider. Især når hun på bogens allersidste side konkluderende gentager selvsamme parole:  

“Resten er mit, deres og det rager – med al kærlighed - ikke andre.”  

Som læser sidder man tilbage en smule undrende over, hvordan de 156 foregående sider har raget os, og hvad der egentligt er tilbage.  

Simone Nilsson må gerne beholde resten selv. Spørgsmålet er snarere, om alt det, hun allerede har delt, overhovedet er løftet langt nok ud over det private til også at blive vores.

I bogen omtales depression og selvmordstanker.

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien på 70 201 201, hvis du har brug for hjælp. 

Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.