BREV HJEM: Johanna i Grønland

NUUK, SEPTEMBER 2026

Kære læser.

Jeg sidder på mit kollegieværelse i midten af Nuuk. Solen står skarpt ind gennem mit vindue, som man ikke kan se, at jeg har vasket for et par uger siden. Og med lidt god vilje kan jeg se fjorden pyntet med isskosser (et nyt ord jeg har lært) fra min sengekant. 

Jeg har været i Nuuk i snart en måned. I starten havde jeg så meget hjemve, at det gjorde fysisk ondt. Jeg savnede min kæreste og vores lejlighed, jeg savnede mine venner og min familie. Jeg savnede at følge med i efterårets processer og mærke det tydelige skel mellem årstiderne. Jeg forestillede mig træerne, der langsomt (men på en måde også hurtigt?) går fra grøn til gul, orange, rød. Her er ingen træer, tænkte jeg, og fokuserede på det negative.

Der var heller ikke så meget andet for mig at lave end at længes hjem i den første uges tid. Min undervisning, som skulle have startet dagen efter min ankomst, blev rykket næsten en måned frem, og min første rigtige skoledag endte derfor med at være i går. Det var et antiklimaks, som jeg ikke var forberedt på, og jeg havde svært ved at komme ned i gear, nu hvor jeg ikke fik en fast hverdag foræret.

Nå, men det var altså bare i starten. Efter en uges tid, hvor jeg forsøgte at blive stedkendt i byen, tog jeg med nogle af de andre fra kollegiet på bar. Vi tog på ‘Daddy’s’ (ikke spørg mig, hvorfor den hedder det) og drak en fadøl. Her kom jeg i tanke om, hvorfor jeg elsker at bo i mindre byer og samfund.

I baren mødte jeg Ida Auken, der åbenbart også var på Daddy’s (den bedste replik, jeg kunne finde på, var: “nå hvad så, er du oppe og lave noget politik?” = instant cringe). I baren sad også en ung kvinde, som spurgte om ikke hun havde set mig på universitetet til introdagen. Et par dage senere tog hun mig med på nationalmuseet (yay en ven), og når hun kommer tilbage fra en spontan hyttetur og rensdyrjagt (en af de sidste muligheder, inden det for alvor bliver koldt), skal vi ud at vandre i fjeldet. Måske vi kan plukke revlinge- og mosebøllebær<3

Senere samme uge kom Mette Frederiksen og Ursula von der Leyen forbi Nuuk for at mødes med Jens-Frederik Nielsen og underskrive en ny partnerskabsaftale mellem Grønland, Danmark og EU. Jeg vidste ikke, at man kunne melde sig på en pressetur, når sådan noget sker, så da de andre journalister sejlede afsted i tre fyldte både for at følge med i de tre politikeres rundtur i fjorden, stod jeg på kajen og ærgrede mig. 

Derefter brugte jeg det meste af dagen på at regne ud, hvor de mon ville komme i land igen, og jeg løb ved et tilfælde ind i deres kortege af biler og besluttede mig for at følge efter dem. Det fungerede, for jeg fandt en anden havn, hvor de, ca. 20 minutter efter jeg ankom, lagde til. Derfor fik jeg med lidt hjælp fra politiet og PET (de viste mig et godt sted at stå udenfor pressens sikrede område) en god mulighed for at hilse på og fotografere de tre politikere. Jeg skal ikke bruge det til noget, men jeg følte mig da meget journalistagtig der.

I går blev endnu en aftale underskrevet. Denne gang en ny sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA. Vi holdt pause i undervisningen i Arktiske Levevilkår og så KNR’s liveudsendelse på en fladskærm i kantinen. Stemningen var svær at aflæse, og den mest udtalte reaktion fra publikum på universitet var en klapsalve efter Jens-Frederik Nielsens tale. Derudover kom vi alle til at grine, fordi skærmen laggede, da Donald Trump kom ind i rummet, hvilket fik hans bevægelser til at se ret komiske ud.

I sidste uge var jeg i Sisimiut. Fem andre fra kollegiet tog med. Vi sejlede i lidt under et døgn med kystfærgen, Sarfik Ittuq. Der var kuling fra nord med 16 m/s, bølgehøjde på tre meter og dønning på to (hvis det ikke siger dig så meget, så betyder det, at de mindre søstærke bør lægge sig ned eller få fat i en papirspose). Jeg fik en søsygetablet af en dame i rygeområdet på dækket og var rimelig veltilpas. 

Da det blev mørkt, så jeg nordlyset fra dækket. Helt uforstyrret af lysforurening og midt på et kulsort hav (som vel teknisk set er en fjord?). Jeg tog selvfølgelig billeder på min telefon, selvom kraftige vindstød anbefalede mig at lade være. Bagefter lagde jeg mig i min køjeseng nederst i skibet, læste i min bog og blev vugget i søvn. 

Dagene i Sisimiut gik hurtigt. Jeg var på sejltur og fangede torsk (vi frøs dem ned og tog dem med hjem i kufferten i det lille propelfly til Nuuk) og vandrede i de høje fjelde. Jeg gik en aftentur i baglandet og endte i hundebyen, hvor de ellers okay-nuttede slædehunde var lidt for nærgående til min smag. Det gav lidt de der videoer fra Nordjylland, hvor en ulv følger efter en løber, der er sådan “hey stop ulv”, men den følger med alligevel, og pulsen stiger, og man håber på det bedste. De var heldigvis bare nysgerrige, men jeg tror ikke, at jeg går alene ud i en hundeby igen.

Jeg er lige startet på frivilligt job ved foreningen Sipineq+, der arbejder for at forbedre rettigheder og vilkår for 2SLGBTQIA+ personer (det er ok at google det, hvis du er i tvivl om betydningen<3) i Kallalit Nunaat. Indtil videre har vi indrettet kontoret og gjort det hyggeligt, og nu er min opgave at starte en TikTok-profil op. Jeg vil lave en serie af portrætvideoer. Jeg starter med min roomie på kollegiet, som er fra Upernavik i Nordvestgrønland. 

I aftes var jeg til kaffemik i Katuaq med Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede. Borgere, presse og politikere spiste kage, drak kaffe og bød de hjemvendte velkommen. Folk var rørte, lettede og glade, og det var en stor oplevelse at få lov at mærke stemningen i det rum.

Efter kaffemik tog jeg bussen til den anden ende af byen hjem til forhenværende formand for parlamentet, Mimi Karlsen. Jeg har købt hendes gamle reststof på Facebook Marketplace. Da jeg kom for at hente stoffet, skulle vi skynde os ind i stuen og se KNR’s Qanorooq (tv-avis) færdig. Jeg fik plads på en stol, mens Mimi og hendes mand, Peter, sad i sofaen og så koncentreret på analyserne i fjernsynet. De oversatte de vigtige dele for mig og var tydeligt stolte af deres politiske kollegaers arbejde. Jeg sad og klappede en meget kælen collie, der også var i glimrende humør oven på en begivenhedsrig dag.

Jeg begynder at føle, at et semester går alt for hurtigt. Nu er der pludselig en masse at lave, og jeg er først lige ved at finde min plads i det hele.

Takuss<3

Kh. Johanna