inde
“Center for AI kan jo ikke udrydde, at der findes AI i branchen,” siger centerleder Peder Hammerskov
Kunstig intelligens har i journalistiske kredse skabt meget frygt for fremtiden. Derfor var det også overraskende for flere, da DMJX sidste år annoncerede deres nye Center for AI. Men måske omfavnelse er vejen frem, hvis faget skal bevare sin relevans?
I slutningen af 2022 lancerede OpenAI den generative kunstige intelligens ChatGPT. I daglig tale oftest omtalt som ”chatten” eller bare ”chat.” Kært barn har mange navne.
Med evnen til at generere naturlige og velformulerede svar fik ChatGPT og andre AI-programmer lynhurtigt lirket døren op til mange menneskers hverdag og arbejdspladser.
Ikke mindst hos medierne, hvor AI nu har fået noget at skulle have sagt i den journalistiske proces.
Det gælder også på DMJX, hvor der nu er et Center for AI. Det mødte kritik fra nogle studerende.
Blandt andet i et debatindlæg her i Illustreret Bunker, hvor brugen af AI i undervisningen blev kritiseret. DMJX blev også kritiseret i debatindlægget for at “stille sig på tribunen blandt alle de efterhånden mange jublende AI-fans” med centeret.
Behov for et Center for AI
Ideen til Center for AI udsprang af, at underviserne Peder Hammerskov og kollegaen Andreas Scharnberg siden 2023 havde arbejdet på forskning- og udviklingsprojekter omhandlende kunstig intelligens.
I arbejdet fokuserede Peder Hammerskov og Andreas Scharnberg blandt andet på, hvad AI bliver brugt til i journalistikken, hvad AI kan bruges til, og ikke mindst hvilke problemer der opstår, når AI anvendes i journalistikken. Ud af dette arbejde samt de sideløbende projekter på skolens andre uddannelser, kom muligheden for at lave et center for AI på DMJX.
“Faktisk var intention først, at vi ville sikre os, at når vi for eksempel laver udviklingsprojekter og forskning, så vi ved, hvad hinanden laver,” siger Peder Hammerskov, der i dag er leder for Center for AI, om den spæde start hos Center for AI, hvor det var vidensdeling på tværs af skolen var i fokus.
Efterfølgende begyndte centeret at lave vidensdeling til den journalistiske branche omhandlende, hvordan medier kan bruge AI klogt og ansvarligt, men også omkring de problematikker, der er forbundet med AI.
“Vi laver webinarer, hvor vi forsøger at hjælpe branchen med at forstå de vigtigste dagsordener. Vi havde et webinar forleden omkring AI og bæredygtighed,” siger Peder Hammerskov.
Udover at formidle viden om AI til den journalistiske branche, er Center for AI’s store fokus også, hvordan viden om AI kan inkorporeres i undervisningen på tværs af Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles uddannelser:
”En ting er, at der findes AI ude i brancherne, som vi kan bruge, men hvordan skal vi få det ind i undervisningen på en måde, hvor folk stadig lærer noget, på trods af AI,” spørger Peder Hammerskov.
For ham er det særligt vigtigt, at AI ikke bruges som et middel til at springe over, hvor gærdet er lavest, men som et supplement til den journalistiske arbejdsproces.
“Når man sidder og skal lære at lave journalistik, så har vi brug for den der friktion. Vi har brug for rent faktisk at opholde os i det svære. Det er der, vi lærer noget,” fastslår han.
AI som en del af underviningen
Igennem de seneste år er undervisningen i AI blevet kørt stille ind i den øvrige undervisning. Semester for semester har man kunne fornemme inddragelsen, men særligt på første semester kan man se den tiltagende undervisning i brug af AI.
“Der er lavet AI-moduler som alle på første semester kommer til at prøve kræfter med. Det handler ikke ret meget om, hvilke knapper man skal trykke på, eller hvilke nye programmer der er. Det handler om, hvad vi skal tænke over, når vi bruger AI,” siger Peder Hammerskov og fortæller, at ideen med modulerne er, at de også skal bredes ud til de resterende semestre på skolen.
Tanken er ifølge Peder Hammerskov ikke, at AI-undervisning skal være et kursus i sig selv. Derimod skal samtaler om AI være noget, der bliver en del af eksisterende kurser på de forskellige semestre. Det er der en vigtig grund til.
“Hvis de studerende skal kunne bruge AI på en måde, hvor det giver mening, så skal de kunne reflektere over deres brug af det. Og hvordan skal de kunne det, hvis ikke vi underviser dem i, hvornår det ikke giver mening at bruge AI i den journalistiske proces” siger Peder Hammerskov.
Set med andre øjne
Institutleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Henrik Berggren, er glad for, at skolen har fået et Center for AI, og han ser i et hvis omfang den kunstige intelligens som et hjælpemiddel i den journalistiske proces.
Om end man skal tænke sig om. “Hvis du skal skrive en artikel eller redigere en video, så er det nok klogt ikke at starte med at spørge AI, fordi så lærer man at spørge AI først, men når man kan det, så kan der vel være meget fornuft i at lade AI rå-redigere det,” som han siger og fastslår skolens kodeks.
“Så længe det er menneske, AI, menneske,” siger han.
Samtidig mener Henrik Berggren, at der er rigtig god grund til at tænke sig om, når man anvender AI i sin journalistiske proces.
“Jeg tror, der er rigtig god grund til at være opmærksom på, at man ikke bruger AI på en måde, hvor man bliver dummere,” siger Henrik Berggren.
“Man bliver ikke en god skribent af at lade AI skrive sine tekster,” understreger han.
Arbejdet i at lære at anvende AI på en ordentlig måde, beskriver Henrik Berggren som et fællesprojekt mellem de studerende og underviserne.
Henrik Berggren er ikke bekymret for, om der vil blive ved med at være brug for journalister mange år frem. Men formidlingen sender han en tanke.
“Et af det steder, hvor jeg er lidt bekymret for AI, det er, når vi skal få studerende til at læse komplicerede tekster. Jeg kan også godt være i tvivl om formidlingen kommer til at fylde mindre.”
ÆI over AI
Roger Buch, der er forskningslektor og centerleder hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ser positivt på Center for AI.
“Jeg synes, det er fantastisk godt, at man som skole altid arbejde med nye teknologier og andre ting, der kommer i journalistikken. Men jeg mener, det er særligt vigtigt at være opmærksom på bagsiderne,” siger han.
“Man kan bruge AI til alle dele af den journalistiske proces, det kan man sagtens. Men jeg tror ikke, at det nødvendigvis er en fordel at gøre det. Tværtimod tror jeg på lang sigt, at man får undergravet sin faglighed, hvis man bruger det meget, da de faglige refleksioner i hjernen, overtages af AI-programmernes sorte boks,” siger han.
Roger Buch har aktivt fravalgt brugen af AI. For ham er det væsentligt, at det han producerer og publicerer, er skabt af hans “ÆI”, nemlig hans ægte intelligens.
“Processen er i sig selv ekstremt værdifuld. Når man laver sin egen ideudvikling i stedet for at få en ide foræret af AI, så lærer man rigtig meget,” påpeger Roger Buch.
Vil AI skubbe os ud af arbejdsmarkedet?
Som journaliststuderende, der til tider godt kan frygte for fremtiden i en digitaliseret branche, kan et Center for AI lyde som et paradoks.
Skal vi invitere AI ind på en skole, hvis fremtidige jobs risikerer at blive tyvstjålet af den kunstige intelligens?
Peder Hammerskov kan godt forstå, at denne tanke kan opstå hos de studerende, men vil gerne sætte to streger under centerets formål.
”Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Center for AI ikke er til for at få mere AI ind i uddannelsen. Center for AI kan jo ikke udrydde, at AI findes ude i branchen,” siger han.
“Det Center for AI skal kunne, er jo også at tage de vigtige diskussioner omkring, hvordan AI kan være et problem for vores brancher,” uddyber han.
Engang var der ifølge Peder Hammerskov en samtale, der drejede sig om, at AI kunne gøre alting meget hurtigere og derigennem udskifte journalister.
Hele den snak, mener han, har ændret sig. “Det er jo nok ikke det – den store gevinst er jo nok egentlig, at vi kan lave bedre journalistik og måske nå nogle bredere målgrupper med det, vi laver,” siger han.
“Det er absolut ikke, fordi vi tænker, at nu skal vi bare lære medierne at blive supergode til at blive supereffektive, så de ikke behøver at ansætte journalister. Nærmest tværtimod. Det er for at sikre gode diskussioner om, hvordan vi kan introducere AI på en måde, hvor medierne faktisk kan få gavn af det, og hvor journalisterne kan få det som et værdifuldt værktøj,” uddyber han.
Får man det sværere som journalist, hvis man ikke ønsker at bruge AI?
“Jeg tror, at hvis du kommer ud i branchen og siger du ikke vil bruge AI, så kan det godt ske, at du får det lidt svært. Der er ikke ret mange medier, hvor man ikke bruger det på den ene eller den anden måde,” svarer Peder Hammerskov.