inde
Pas på den knaldrøde journaliststuderende
En intern undersøgelse på DMJX, foretaget af underviser, Kresten Roland Johansen, viser, at der er en stor overvægt af venstreorienterede studerende på skolen. Ifølge studerende Oskar Vester, kan det skabe anledning til bekymring for politisk bias i journalistikken.
“De røde lejesvende” er et udtryk, der i flere årtier er blevet brugt af især højreorienterede personer til at kritisere mediernes, angiveligt, venstreorienterede journalistik.
Liberal Alliance har for eksempel flere gange været ude med riven over for især DR, blandt andet da det kom frem i 2025, at flere DR-journalister havde skrevet under på en underskriftsindsamling, der mente, at medierne “havde været for langsomme til at kalde krigen i Gaza for et folkemord.”
Sådan stemmer de studerende
Kigger man på DMJX-journaliststuderendes politiske overbevisninger, så er der måske noget om snakken.
For en intern undersøgelse, foretaget af underviser i kvantitativ metode, Kresten Roland Johansen, viser nemlig, at der er en stor overvægt af studerende, som ville stemme på et venstreorienteret parti.
Tallene som han har delt med Illustreret Bunker, dækker kun over journaliststuderende, der har haft Krestens metodeundervisning og har svaret på hans spørgeskema, og er derfor ikke en måling af alle journaliststuderende. Ifølge ham lå svarprocenten på cirka 70.
Tallene i undersøgelsen viser, at hvis de studerende på DMJX selv skulle sammensætte Folketinget, ville Socialistisk Folkeparti blive det største parti med 23,9 procent af stemmerne, efterfulgt af Enhedslisten med 18,9 procent af stemmerne.
Det største borgerlige parti ville være Liberal Alliance, der ville få 7,7 procent af stemmerne, efterfulgt af Det Konservative Folkeparti med 6,9 procent af stemmerne.
Der er altså en markant forskel i antallet af stemmer, som henholdsvis højre- og venstrefløjen ville modtage fra de studerende på DMJX.
Hvis man opdeler stemmerne på venstre- og højrefløj, ville venstrefløjen (SF, EL, RV, S, AL, FG) stå til 73,3 procent af stemmerne mens højrefløjen (LA, K, V, DF, DD) ville stå til 20,8 procent af stemmerne.
En problematik på skolen?
Oskar Vester der studerer journalistik på andet semester på DMJX, kan nikke genkendende til oplevelsen af, at hverdagen på skolen er præget af en venstreorienteret stemning.
“De ting, der bliver snakket om ved frokostbordet tenderer ofte til at være noget, der fylder mere for venstreorienterede. Man kan godt mærke, at der er en skævvridning politisk,” mener han.
Ifølge Oskar Vester ligger problemet ikke udelukkende hos de spirende journalister. Han mener, at DMJX i højere grad appellerer til en venstreorienteret målgruppe.
“Jeg har mærket det, inden jeg kom på skolen, og jeg har i særdeleshed mærket det, mens jeg har gået på skolen. Det bekymrer mig,” siger han.
Han nævner blandt andet optagelsesprøven i 2025. Her skulle bogen ‘Hvordan bekæmper vi hverdagsdiskrimination?’ af Sara Louise Muhr læses inden prøven.
Samtidig peger han også på, at DMJX i 2025 indførte obligatorisk undervisning i klimajournalistik, hvor blandt andet ”klimapsykologi” og ”klimaopfattelse” er på agendaen. Et fag, som Oskar Vester egentlig ikke mener, fejler noget, men som alligevel kan tyde på en problematik.
For både bogen fra optagelsesprøven og faget klimajournalistik omhandler emner, der klart fylder mere på den venstreorienterede dagsorden, ifølge ham.
Oskar Vester mener, at rollen som objektiv journalist er vigtig, og oplever, at de studerende på DMJX påtager sig den rolle som objektiv. Alligevel bekymrer det ham, at der er så stor overvægt af venstreorienterede studerende.
“Hvis vi har en politisk holdning, der er så tydeligt til venstre for midten, så vil vi, inden artiklen overhovedet kommer ud, allerede have til- og fravalgt en masse ubevidst. For eksempel når vi vælger historier, når vi vinkler, og når vi beslutter, hvilke kilder vi vil have med,” siger han.
Oskar Vester peger på en problematik, som i sidste ende kan påvirke den journalistik eleverne på DMJX skal ud og lave – om de vil det eller ej. Det mener han, at skolen godt kunne blive bedre til at tage hånd om.
“Jeg kunne godt se en verden, hvor DMJX appellerede til en bredere målgruppe så vi fik mere mangfoldighed,” siger Oskar Vester.
Et ønske om diversitet
Henrik Berggren, der er leder af Institut for Journalistik på DMJX, ser dog ikke med stor bekymring på tendensen.
“Det er ikke nyt. Jeg vil gætte på, det er nogenlunde den situation, der har været muligvis altid,” siger han.
Henrik Berggren peger på, at studerende og unge gennemsnitligt er mere venstreorienterede end resten af befolkningen. Han tror heller ikke, at en lignende undersøgelse på et andet uddannelsessted ville se meget anderledes ud.
Henrik Berggren afviser blankt, at skolen på nogen måde skulle have en indvirkning på, at så mange studerende ville stemme venstreorienteret. Han forklarer, at skolen er meget bevidst om de valg, de træffer, når det gælder det faglige indhold på uddannelsen.
“Det er noget, vi har tænkt over hele tiden. Og jeg mener simpelthen ikke, at man kan påstå, at vores uddannelse har en venstreorienteret drejning,” siger han.
Henrik Berggren anerkender dog betydningen af diversitet på alle parametre.
“Vi vil gerne have politisk diversitet, vi vil gerne have kønsdiversitet, vi vil gerne have etnisk baggrundsdiversitet, og vi vil også gerne have socialgruppediversitet. Det vi forsøger at give vores studerende på DMJX er en stærk faglig tilgang til verden. Men diversitet har betydning for, hvordan vi ser verden og hvordan vi går til ting. Så det er ikke ligegyldigt,” siger han.
Hvad skolen konkret gør for at opnå denne politiske diversitet, kan Henrik Berggren ikke pege tydeligt på.
“Det er jo ikke let. Vi kan jo heldigvis ikke lave kvoter og den slags, men jeg synes, vi forsøger os i vores kommunikation. Det er vigtigt, vi signalerer, at vi gerne vil have den her diversitet,” siger Henrik Berggren.
I forhold til det nye fag om klimajournalistik, så kan Henrik Berggren ikke se, at der skulle være tale om et fag med venstreorienteret appel, som har en betydning for de studerendes politiske overbevisninger.
“Det kan godt være, at et fag, der handler om klima, er mere interessant for nogen, der er venstreorienteret. Det har jeg selvfølgelig svært ved at vurdere,” siger han.
“Jeg har svært ved at se, at det skulle have nogen reel betydning i det større billede. Man kan godt diskutere, om man skal have et fag, der hedder klimajournalistik. Men man kan ikke diskutere det ud fra en politisk vinkel,” siger han.
Behov for bevågenhed
Morten Skovsgaard, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, understreger vigtigheden af at sikre diversitet blandt journalister.
“Diversitet er altid godt, for det giver jo nogle forskellige perspektiver på verden. Vi har jo tidligere haft den samme debat i forhold til, at der er for få med anden etnisk baggrund end dansk, eller for få fra en lavere socioøkonomisk baggrund, så tanken er, at det vil give flere perspektiver i det man ser som mulige idéer til dækningen,” siger han.
Politisk bias blandt journaliststuderende er dog ikke en stor bekymring hos Morten Skovsgaard.
“Forskningen har oftest peget på meget begrænsede biases, der kunne spores tilbage til baggrundsfaktorer,” siger han.
Selvom Morten Skovsgaard ikke mener, at politisk bias er journalistikkens største udfordring, nævner han stadig, at det er vigtigt, at der bliver undervist i objektivitet på journalistuddannelsen.
“En stor del af journalistuddannelsen er at blive socialiseret ind i et sæt af professionelle normer, hvor tilstræbt objektivitet traditionelt har været meget stærk, og særligt når det gælder journalistik, der har med meget politiserede emner at gøre,” siger han.
Hvad DMJX reelt skal gøre for at øge den politiske diversitet på skolen, har MortenSkovsgaard svært ved at se, da han ikke mener, det er holdbart at screene for politiske holdninger når der er optagelsesprøve.
Han pointerer, at det er nødvendigt med en “løbende diskussion af betydningen af professionelle normer og deres rolle i den journalistiske praksis”.
Morten Skovsgaard understreger, at det vigtigste er, at man bliver undervist i en reflekteret tilgang til journalistikken og dens rolle i samfundet.