opinion
Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skibentens eller skribenternes holdninger
DMJX-opsang
DMJX burde tilskynde deres studerende til at rejse ud i verden for at se og lære – ikke det modsatte. Det skriver journalist og højskolelærer, Stig Bo Matthiesen, i dette debatindlæg.
I skøn samklang med mit journalistiske virke har jeg haft den glæde og ære at undervise unge kvikke, videbegærlige og, indimellem, også vidunderligt naive unge på først Ry Højskole og siden Rødding Højskole i faget Journalistik & Mellemøsten - en sand fornøjelse for en old school skriver, der dermed holdes opdateret og skarp, da de unge ofte stiller kvalificerede spørgsmål, man selv er holdt op med at stille … Og dét om man sidder i fortrolighed i det israelske udenrigsministerium eller hos Fatah (Palæstinensisk politisk gruppering, red.) inde på Vestbredden.
Faktum er nemlig, at jeg gennem årene har haft mere end 25 højskolehold (fra fem til 25 elever pr. rejse) med til Israel og Palæstina i bestræbelsen på at ‘hæve horisonten’ gennem personlige møder for derigennem at forstå brudstykker af en konflikt, som har martret verden i årtier.
Det har dog selvsagt – forsikringer, moral og meget andet – ikke været muligt at tage højskoleleverne, mens de endnu gik på højskolen, med til Det Hellige Land og over på den anden side af betonmuren, der adskiller israelere og palæstinensere, siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023.
I stedet for Tour de Vestbredden har eleverne under deres højskoleophold været på Tour de Vestkysten blandt mennesker fra Indre Mission, kokain-fiskere, Cheminova-problematikker, vindmøller, ulve og Thy-lejrens nuværende ildsjæle – hvis de da ikke var i Kairo og Alexandria for at møde unge egyptere i opposition til en brutal despot og diktator, som vi her i Danmark, uden at tøve, tildeler elefantordner og beværter i de kongelige gemakker.
Studerende, der af egen fri vilje og lyst ville tjene penge til rejsen for at søge viden, men som af DMJX’s undervisere blev mødt med ‘trusler’ om ikke at blive indstillet til eksamen, hvis de var væk i en uge.
Men med en nylig ændring af Danmarks udenrigsministeriums rejsevejledning blev det dog atter muligt at slæbe en flok dedikerede tidligere højskoleelever med til Jerusalem og omegn – som jeg i øvrigt også gjorde det efter Gaza-våbenhvilen i oktober 2025 og igen i februar 2026 i dagene inden krigen mod Iran atter lukkede luftrummet over Israel.
Derfor sagde jeg prompte ja, da endnu en flok driftige unge fra blandt andet DMJX – hvortil Rødding Højskole har leveret en del ‘råstof’ gennem årene – spurgte til muligheden for at rejse med til Israel for at følge op på det interessante og afgørende israelske valg 27. Oktober.
Studerende, der af egen fri vilje og lyst ville tjene penge til rejsen for at søge viden, men som af DMJX’s undervisere blev mødt med ‘trusler’ om ikke at blive indstillet til eksamen, hvis de var væk i en uge.
Jeg forsøgte at ringe en tidligere kollega og nuværende prorektor på DMJX op for at høre fra ‘hestens egen mund’, om dette virkelig kunne passe, men fik aldrig noget svar!
Svaret kunne være, at disse – desværre – ofte ‘virkelighedsfjerne’ undervisere i journalistikkens ædle metié skal have en opsang, for de burde jo i stedet påskønne og belønne sådanne initiativer med at rejse ud i verden for at møde og tale med mennesker!
Illustreret Bunker har foreholdt kritikken for prorektoren og den faglige ledelse på DMJX. De havde ingen kommentarer.
Har du noget på hjerte; en frustration, kritik eller har du lyst til at deltage i debatten, er du meget velkommen til at indsende et debatindlæg til Illustreret Bunker på illbunker@dmjx.dk