ude
Hvem viser vejen ind i journalistikken?
I Christian Jensens liv stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle være journalist, men et møde med en lokalredaktør åbnede en dør. Hvad gør medier og DMJX i spørgsmålet om, hvem der bliver journalist?
"Jeg har nogle gange tænkt: Hvis Claus havde været mejerist, så havde jeg nok lavet ost," siger Christian Jensen.
Claus var Claus Sørensen, lokalredaktør på Vestkysten i Grindsted. Christian Jensen gik med aviser for bladet, før han fik lov at skrive små historie og få dem læst igennem på redaktionen.
Christian Jensen var 14 år dengang. I dag er han chefredaktør på Politiken og har været det i ti år. Men hans vej ind i journalistik begyndte ikke i skolen eller på gymnaiset. Den begyndte med en håndsrækning.
"Havde jeg ikke fået den mulighed, så var jeg aldrig blevet journalist i dag," siger han.
Christian Jensen fik vist vejen af en lokalredaktør. Men bliver journalistikken også en reel mulighed for unge med andre sociale bagrunde?
Et andet hjem
”Det var ikke et hjem, der var særligt trygt at være i,” siger Christian Jensen om hans barndomshjem.
Hans far var smed og drak for meget, mens hans mor arbejdede som hjemmehjælper.
Så når skoledagen var slut, søgte han I stedet mod det lokale bibliotek, hvor han læste bøger og aviser.
Havde jeg ikke fået den mulighed, så var jeg aldrig blevet journalist i dag
Senere gik han med aviser for Vestkystens lokalredaktion, der lå i byen. Efterhånden fik han lov til at skrive små historier og få dem rettet igennem af lokalredaktøren og mentoren, Claus Sørensen.
”Avisen blev et andet hjem for mig,” forklarer han.
Lokalredaktøren så noget i Christian Jensen, og det var afgørende for teenageren. Han fik flere og flere opgaver på avisen, og da han i gymnasiet blev kaldt ind til rektor, grundet sit fravær, var det, ifølge Christian Jensen, arbejdet på avisen, der gjorde, at rektoren så på fraværet med andre øjne.
”Det gav mig en tro på, at jeg kunne komme videre og skabe noget selv. Det gav mig selvværd og selvtillid, at jeg pludselig skrev på en avis,” fortæller han.
Før ansøgningen
Johanne Grøndahl Glavind, der er forskningsleder og ph.d ved VIA University College, forsker i social ulighed på professionsuddannelser. Hun ser, at social baggrund kan spille ind, før den unge overhovedet søger ind på uddannelsen. Nogle unge får tidligt en idé om, hvilke uddannelser der er realistiske for dem.
”Der er meget stærke mønstre i, hvilke uddannelser unge vælger,” forklarer hun.
Johanne Grøndahl Glavind ser, at for nogle unge, ligger viden om uddannelsessystemet tæt på. Forældrene har måske selv gået på en videregående uddannelse eller kender nogle, der har. Andre unge skal selv finde svarene på, hvilke uddannelser der findes, hvad man kan arbejde med, hvem der kan hjælpe og hvordan man søger ind.
Social baggrund, forældrenes uddannelsesniveau og indkomst spiller en afgørende rolle.
“Unge fra disse hjem mangler typisk hverken evner eller ambitioner. Ofte er det snarere deres baggrund, som kan have betydning for, hvilke uddannelser de kender til, og dermed hvilke muligheder de får øje på,” forklarer Johanne Grøndahl Glavind.
For Christian Jensen blev journalistikken først konkretiseret, da han mødte faget gennem praktisk erfaring på lokalavisen.
Det man har med hjemmefra
Da Christian Jensen senere begyndte på Journalisthøjskolen i Aarhus, havde han allerede arbejdet for en avis i flere år. Han kendte til det konkrete arbejde og forsatte også med det ved siden af sit studiet.
Nogle elever føler sig ikke hjemme, hvis den kultur man selv er vokset op i ikke er repræsenteret på uddannelsen, hverken blandt underviserne eller de andre studerende.
Til gengæld oplevede han, at nogle medstuderende havde en teoretisk og akademisk tilgang med hjemmefra, som han selv manglede.
“Jeg kiggede med misundelse på dem, der havde dét med hjemmefra,” forklarer han.
“Jeg tror, at vi børn af ikke-akademikere, har en form for indbygget mindreværd.”
På en uddannelse findes der også uskrevne sociale koder. Måder at tale, stille spørgsmål og bede om hjælp på er for nogle velkendt, mens andre skal lære dem undervejs. Ifølge Johanne Grøndahl Glavind kan det have betydning for, om man føler sig hjemme på studiet.
“Nogle elever føler sig ikke hjemme, hvis den kultur man selv er vokset op i ikke er repræsenteret på uddannelsen, hverken blandt underviserne eller blandt de andre studerende,” siger hun.
Johanne Grøndahl Glavind fortæller også, at forskningen ved forholdsvis meget om, hvem der vælger hvilke professionsuddannelser. Men at den ved derimod langt mindre om, hvordan studerende med forskellige baggrunde klarer sig, når de først er begyndt på et studie.
”Hvordan de så faktisk klarer sig på professionsuddannelser, og hvorfor nogle dropper ud, ved vi utroligt lidt om,” siger hun.
Før optagelsesprøven
Når man taler om diversitet på journalistuddannelsen, opstår spørgsmålet om, hvem der egentlig har ansvaret for at vise vejen til faget. For hvis nogle unge allerede tidligt møder journalistikken gennem familie, netværk eller skole, mens andre aldrig stifter bekendtskab med branchen, er udfordringen større end selve optagelsesprøven. Samtidig kan uddannelsesinstitutionerne heller ikke fraskrive sig ansvaret.
I notatet ‘Diversitet i optagelsesprøven på DMJX’ peger dataanalytiker på DMJX, Daniel Boldt Andersen, på opsøgende rekruttering, tydeligere information og større gennemsigtighed i optagelsesprocessen som redskaber til at nå en bredere gruppe ansøgere. Tanken er, at flere unge skal have mulighed for at få øje på uddannelsen og forstå, hvad der forventes af dem, uanset deres baggrund.
Notatet er en anbefaling til DMJX og rejser dermed også spørgsmålet om, hvor meget uddannelsesinstitutioner selv gør for at udligne nogle af de forskelle, der kan opstå, før ansøgerne overhovedet sender en ansøgning.
Et brancheproblem
Uddannelseskoordinator og lektor på DMJX, Mette Mørk, har i en årrække ledet og deltaget i flere forskningsprojekter, der omhandler diversitet og de udfordringer, skolen kæmper med på området.
Det har blandt andet ført til, at der især har været fokus på optagelsesprøven til journalistuddannelsen, brobygning på ungdomsuddannelserne, og skolens hjemmeside, der også har været en tur i diversitetsscanneren.
“Vi prøver virkelig at skrue på de knapper, som vi har indflydelse på,” siger Mette Mørk.
DMJX har også flere gange samarbejdet med SDU og RUC om at finde løsninger, hvilket ifølge Mette Mørk giver god mening.
“Jeg synes, det er fedt, at vi kan snakke sammen på tværs af uddannelserne. For det er jo et brancheproblem, det er ikke kun et DMJX- eller RUC-problem.”
Dem, der har ordet i forvejen, skal jo nok finde ud af det. Det vigtigste er at få ordet frem til dem, der ikke har det i forvejen.
Det står klart, at der ikke findes nogen snuptagsløsning på området, og at udviklingen er en præmis, der altid vil være der.
“Vi er opmærksomme på det. Kan vi blive bedre? Ja, det tror jeg altid man kan,” afslutter Mette Mørk.
Hvem får ordet?
Christian Jensen mener, at redaktionerne også har et ansvar for at opsøge de stemmer, som ikke allerede finder vej til medierne.
På Politiken har de oprettet Hørups Talenter. Hvor redaktører besøger blandt andet landbrugsskoler og sosu-elever for at arbejde med debatindlæg og offentlig samtale. Her får man både undervisning og individuel sparring fra Politikens debatredaktører i at skrive debatindlæg.
”Dem, der har ordet i forvejen, skal jo nok finde ud af det. Det vigtigste er at få ordet frem til dem, der ikke har det i forvejen,” siger Christian Jensen.
