Djævlen i detaljen: Hvordan skal man dække seksuelle overgreb?

Berlingske bragte i september en opsigtsvækkende historie. Komiker og TV-personlighed Jonatan Spang var færdig på DR, efter at et overgreb på en 15-årig pige, der fandt sted for 16 år siden, kom frem i lyset. I deres dækning citerede Berlingske et længere afsnit fra DR’s referat af sagen, hvor mange detaljer om overgrebet blev udpenslet.

Ifølge Michael Lund, graverjournalist for Berlingske, bundede valget om at tage alle detaljerne med i dækningen i et forsøg på at tøjle læserens fantasi. Michael Lund mener nemlig, at ordet overgreb dækker over så mange ting, at læseren kan forestille sig alt muligt, der ligger langt væk fra virkeligheden.

Han står derfor ved valget om at bringe de mange detaljer, men anerkender, at det altid er svært at finde balancen i sager om seksuelle overgreb.

En følsom balancegang

At der ikke er et klart svar for, hvor grænsen ligger, er journalist og forfatter til bogen ’Mediernes Rolle i Voldtægtssager’, Lærke Helene Askholm, enig i. Hun mener, at journalister bør forstå deres “nøglerolle” som formidlere af komplicerede sager, der handler om særligt sårbare kilder. Hun efterspørger en bevidsthed om det ansvar, der påligger pressen, som hun mener kan være med til at retraumatisere ofre. Lærke Helene Askholm har et råd til journalister, der ønsker at være balancerede i deres dækning af denne type sager.

”Jeg tror, at det er en god rettesnor at huske, at der faktisk er rigtige mennesker på den anden side, og dem skal man have med i sine tanker,” siger hun. 

Netop de mennesker, historierne handler om, kan blive berørt af dækningen. Det kunne Fyens Stiftstidende mærke tidligere i år, da en 18-årig pige stod frem og fortalte om den journalistiske behandling af et overgreb, der var sket i hendes barndom. I hendes optik blev overgrebet dækket med alt for mange detaljer i avisen. Det fik Fyens Stiftstidendes chefredaktør, Poul Lagoni Kjærgaard, til at undskylde over for hende og redigere de mange detaljer ud fra den originale dækning. 

Poul Lagoni Kjærgaard fremhæver, at de på Fyens Stiftstidende har taget det meget alvorligt, fordi det tidligt stod klart, at den originale dækning var for detaljeret. Han indrømmer, at de i sagen gik for tæt på. Både på Fyens Stiftstidende og i hele JFM har de brugt sagen som afsæt til diskussion, og på Fyens Stiftstidende kræver de i en periode, at lignende sager skal en tur forbi den ledende redaktion, inden de publiceres. Det skal de for at sikre, at dækningen stemmer overens med deres etiske kompas.

”Fordi det er et følsomt emne, skal sagerne vurderes fra gang til gang med ekstra øjne,” siger han. 

Poul Lagoni Kjærgaard betoner den følsomme balancegang, som dækningen af disse type sager kræver. Men selvom han medgiver, at detaljegraden var for høj i den kritiserede sag, så forestiller han sig ikke, at der generelt skal skrues ned for detaljegraden. 

”Vi har et hensyn at tage til offentligheden, når vi beskriver domstolens arbejde. Hvis en retsreportage skal give mening, så læserne forstår grundlaget for en dom, skal vi kunne beskrive ugerningens karakter. Det kan godt lade sig gøre uden at udpensle detaljer,” siger Poul Lagoni Kjærgaard. 

På det punkt er Lærke Helene Askholm enig. Hun lægger selv vægt på, at journalister må forstå den vigtige rolle, det er at sidde inde i retssale og formidle information om sagerne og de implementerede parter videre til den brede befolkning. Men hun mener ikke, at Fyens Stiftstidende var deres ansvar voksent, når de uden forelæggelse bragte intime detaljer. 

“I denne type sager mener jeg, at hensynet bør være til individet fremfor den enkelte mediebruger, der ikke har krav på at kende alle detaljerne,” siger Lærke Helene Askholm. 

Hun understreger, at det, at give en offentlig undskyldning, som Fyens Stiftstidende efterfølgende gjorde, er en vigtig redaktionel procedure at have i sådanne situationer. 

Poul Lagoni Kjærgaard mener, at de på Fyens Stiftstidende altid har offeret med i tankerne. Især i sager, hvor der skal tages ekstra hensyn. 

”Det er vigtigt, at det handler om rigtige mennesker, og ofrene skal vi altid have for øje,” siger han. 

Lærke Helene Askholm fremhæver vigtigheden af at spørge dem, det handler om. Hun mener, at forelæggelsen er central, da personer kan have vidt forskellige behov. Herudover foreslår hun, at man i sager, hvor detaljegraden er for høj for offeret, sagtens kan være transparent overfor sine læsere og begrunde sit valg.

Fantasi og fakta 

I modsætning til sagen i Fyens Stiftstidende skete Berlingskes dækning af Jonatan Spangs overgreb i samarbejde med den forurettede part. Og her er det ikke et problem at bringe så mange detaljer, mener graverjournalist for Berlingske Michael Lund. 

“Hvis læseren skal forstå, hvad vi mener, når vi snakker om en krænkelse eller et overgreb, så bliver vi nødt til at være specifikke og komme ned i detaljerne. Så kan læseren sidde og spørge sig selv ‘synes jeg med mine værdier, at det her er inden for skiven, eller er det et overgreb?’,” siger han. 

Han mener ikke, at læseren er tjent med et ”klinisk og ukonkret sprog”, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad det kunne dække over.

“Det giver ingen mening at skrive, at en person har opført sig krænkende. Det er simpelthen for ukonkret. Vi skal give læseren et indtryk af, hvad det her handler om,” siger Michael Lund.

Han mener, at det også er i den kritiserede parts, altså den formodede krænkers, interesse, at bringe så mange detaljer som muligt. Netop så læseren ikke får indtryk af, at overgrebet potentielt kunne være endnu værre. Beskrivelsen skal være faktuel, så læseren ikke tror, at episoden var hverken mildere eller grovere. 

Michael Lund lægger vægt på, at hans erfaring med #MeToo-sager har vist ham, at djævlen ligger i detaljen. For ham er det både vigtigt at få detaljerne på plads og få dem med. Han mener stadig, at der skal tages hensyn til de ofre, der ikke ønsker, at mange detaljer ser dagens lys. Der er dog et men. 

“Det er jo ikke sådan, at et offer bare kan komme og sige ‘prøv at hør, jeg har været udsat for det og det, og I skal skrive det på præcis den her måde’. Altså sådan spiller klaveret ikke. Det er os, der har redigeringsretten,” siger Michael Lund. 

Hvordan gør man?

Journalist og forfatter Lotte Rosdahl har i samarbejde med Lene Reimstadt skrevet en guide til bedre dækning af MeToo for Dansk Journalistforbund. Lotte Rosdahl lægger vægt på vigtigheden af at inkludere offeret inden publicering. Hun foreslår, at man kan lade interviewpersonen læse artiklen, så de kan blive trygge og fange fejl eller ufølsomme detaljer. Hun mener, at man skal være opmærksom på ikke at presse eller overtale personen til noget, som de ikke har lyst til. 

“Vi har altid et ansvar som journalister for at fremstille sager og emner, så der ikke er grobund for misforståelser og debatter på forkert grundlag. I forhold til MeToo er det særligt vigtigt, fordi der er mennesker bag disse historier, der i sagens natur kan være traumatiserede og dybt berørte, og dem skal vi behandle ordentligt,” siger hun. 

Lærke Helene Askholm mener ikke, at et ekstra hensyn til de implementerede i sagerne betyder, at man helt skal droppe at dække sager om seksuelle overgreb og voldtægter. Hun håber dog, at hun med sin bog kan inspirere til snakke på redaktionerne, hvor man overvejer alle sine muligheder grundigt.

”Det er jo ikke fordi, der er tale om to ekstremer. Enten skal man ikke afdække de her sager, eller så skal man have alle detaljer. Der må være rigtig, rigtig mange mellemveje, man i stedet kan vælge,” siger hun.