“Jeg ser heller ikke særlig farlig ud, vel?”

Hun har sat sig skråt på stolen. Den ene arm hænger over ryglænet, mens den anden balancerer kaffeglasset på låret. 

“Jeg er nok et tillidsvækkende menneske. Jeg ser heller ikke særlig farlig ud, vel?,” spørger Jo Carlsen. 

Hun griner, mens sætningen hænger et øjeblik i rummet. Den kunne lyde som en tilfældig bemærkning. Noget sagt i sjov. 

Men det er Jo Carlsens styrke.

Hun arbejder som adjunkt på DMJX, og ved siden af er hun freelancejournalist for Jyllands-Posten, hvor det er en del af hendes arbejde, at få mennesker til at fortælle om sig selv. 

Ikke bare fortællingerne, som ligger lige for. Men det, der kræver et ekstra spørgsmål. Eller to. Det, der først kommer frem, når pauserne bliver en anelse længere, og tilliden er etableret. 

Et udspekuleret grin 

Det starter sjældent med det svære, når Jo Carlsen skal mødes med en kilde. 

De første spørgsmål er ofte mere forsigtige. En måde at finde hinanden på og føle kemien. For hvad skal der til, før samtalen løsner sig? Hvor langt kan hun gå? 

“Der er altid historier at hente, hvis folk tør at åbne op. Men uden tillid kommer vi jo ingen vegne,” fortæller hun. 

Tiltroen til hende er ikke noget, der opstår af sig selv. Den skal skabes. Og nogle gange skabes den i de små ting. 

Som et grin. 

I situationer hvor hun skal stille et spørgsmål, som går tæt på, dukker det ofte op. 

I begyndelsen var det ikke bevidst. Grinet var en nervøs reaktion, som hun ikke selv havde kontrol over.

Men hun lagde hurtigt mærke til, hvad det gjorde ved rummet, når hun tilføjede det forsigtige grin efter et ubehageligt spørgsmål. 

“Det kan lyde udspekuleret, men grinet gør bare, at folk tænker: ‘Det er helt ufarligt det her. Jeg kan sagtens fortælle ting til hende der’,” siger hun. 

Det er ikke spørgsmålene alene, der får mennesker til at dele sandheder. Det er også måden, de bliver stillet på, og den stemning der opstår omkring dem. 

Hun oplever, at grinet er afvæbnende og giver en fornemmelse af, at det er okay at sige noget, man måske ikke havde planlagt at dele.

Det er en kunst, som hun har lært at mestre.

Forberedelsens kunst 

Som freelancejournalist har hun med årene erfaret, hvad der fungerer. 

Der er altid noget uforudsigeligt i mødet, og for Jo Carlsen er det ofte der, hvor det interessante ligger. 

Alligevel er forberedelsen nødvendig, for at skabe en dybere samtale. Det er det første skridt på vejen mod tillid. 

“Jeg vil gerne et skridt tættere på, og det kræver gode spørgsmål. Men sommetider undviger kilden, og så er det rart at have et ekstra med hjemmefra,” fortæller hun.

Inden hun møder en kilde, har hun allerede studeret dem. 

Filmen er set, bogen er læst, podcasten er hørt, og der er en retning med i baghovedet. Hun møder ikke op for at finde ud af, hvem personen er. Hun møder op for at finde ud af noget nyt, som ikke allerede er fundet. Måske heller ikke af kilden selv. 

I Blichers fodspor 

Tiltrækningen til portrætgenren opstod for snart syv år siden på en gåtur mod Himmelbjerget. 

Undervejs stødte Jo Carlsen og en veninde på skilte om Steen Steensen Blicher og de folkefester, han afholdt på stedet. Samtalen udviklede sig i takt med turen, og efterfølgende lagde hun et billede op på Instagram med teksten: “I Blichers fodspor”. 

 Billedteksten blev hængende i hende. 

Den blev til en idé om en portrætserie med danske forfattere, hvor rammen netop var en gåtur. Tanken var, at bevægelsen og omgivelserne kunne skabe et andet refleksionsrum for samtalen. 

Hun kontaktede forskellige medier med ideen, og Jyllands-Posten bed på krogen. 

Siden har hun arbejdet med portrætter, der ikke kun fortæller om et menneske. Det skal have et indhold, som andre kan bruge i livet. 

“Det skal skabe en værdi. Jeg kan godt lide, at læseren sidder og tænker: ‘Gud ja, det har jeg aldrig tænkt over’,” siger hun. 

Et interview som står hende klart var med Bastian Emil Goldschmidt, der undrede sig over, hvorfor vi har så travlt. Hvorfor kaffen altid drikkes på farten i stedet for at sætte sig ned og nyde den. 

“Der går jeg derfra med nye fede tanker, og dem vil jeg rigtig gerne give læseren med. Det er en refleksionsmadpakke,” siger hun. 

Men for at nå dertil, kræver det, at kilden tør gå tilbage i sine egne erfaringer og dele dem. 

Og det kræver tillid til det ufarlige ansigt med notesbogen.

Ikke en venindesnak 

“Jeg har haft flere interviews, hvor folk efterfølgende har sagt, at det var en form for terapeutisk samtale,” fortæller hun.

Smilet breder sig i hendes ansigt, og et øjebliks stolthed flyder ud i rummet.

Selvom Jo Carlsen er et menneske, som andre har lyst til at åbne sig for, så er hun meget bevidst om, at samtalen er professionel. 

“Det er ikke en venindesnak,” siger hun. 

Derfor deler hun ikke sine egne livserfaringer i mødet med en kilde. Rampelyset er ikke rettet mod hende.

Fylder hun for meget, tager hun pladsen fra den, der sidder overfor. Eller endnu værre; skaber en relation, der føles tættere, end den er. 

For når Jo Carlsen går hjem fra samtalen, så begynder skriveprocessen, og hun skriver for læseren – ikke for kilden. 

Det betyder, at hun ikke er bange for den dårlige stemning. Den kan opstå, når spørgsmålene rammer noget, der gør ondt. Eller når svarene ikke er lette at give. 

En balance 

I 2023 interviewede hun Jørgen Leth. 

Samtalen skulle handle om livets sidste overgang, og undervejs delte han personlige udfordringer fra sin alderdom. 

Det var ikke en oplysning, der var planlagt. Ikke noget der nødvendigvis skulle siges højt. Men i rummet gav det mening. 

Detaljerne gav også mening for Jo Carlsen, da hun skulle skrive portrættet. For det var en del af de udfordringer, som man kunne støde på i den sidste overgang i livet. 

Senere, da Jørgen Leth læste udkastet til artiklen igennem, ønskede han delen fjernet. 

Det var for sårbart.

Det udviklede sig til en forhandling, hvor Jo Carlsen holdt fast i, at detaljen havde en betydning for portrættet. Men hun var også bevidst om, hvad den kostede. 

På den ene side stod ønsket om at fortælle en ærlig historie, og på den anden side stod hensynet til det menneske, der havde åbnet sig. 

Til sidst fandt de et kompromis, som begge kunne stå inde for. 

Det er en balance, som hun hele tiden må finde. For hun er ikke interesseret i at udstille nogen. Hun ønsker ikke at såre folk. Det må gerne gøre lidt ondt, men de skal kunne genkende sig selv i det, hun skriver.

“Jeg føler mig meget privilegeret over, at folk stiller op til interview og fortæller deres livshistorie,” siger hun. 

“Derfor har jeg et ansvar, når folk viser mig tillid og deler ud af sig selv,” afslutter hun.