opinion

LEDER: Clipfarming hos medierne er et udtryk for dovenskab

Offentliggjort

Når streamere på Twitch skal promovere sig, skaber de intentionelt øjeblikke, der kan klippes ud for derefter at gå viralt på TikTok. Arbejdet med de små klip kaldes clipfarming.

Det kunne man også tro, at noget af den danske journaliststand gør for tiden.

Da DR’s Deadline havde den højreorienterede debattør Rasmus Munch Søndergaard i studiet, var ‘mælke-klippet’ ikke kun at finde på DRTV.

Hans fordrejning af Ekse Willerslevs forskning og hans egne udtalelser om sammenhængen mellem evnen til at drikke mælk og danskhed florerede også på Facebook og Instagram som et lille klip.

Øjeblikket var blevet clipfarmed. Og kommentarsporerene på platformene sydede og boblede med reaktioner.

Der er på sin vis ikke noget galt i, at man bruger klippet. Men når klippet bringes ude af kontekst og uden de andre gæsters input, som var i programmet, er det problematisk.

Selvfølgelig kan alle 25 minutters Deadline ikke nedkoges til et SoMe-klip. Men hele afsnittets indhold burde være afspejlet. Fx kunne historiker Christian Egander Skov eller idéhistoriker Kristoffer Bayer, som vitterligt sidder med i studiet, indgå i SoMe-videoen. DR ville derved løfte det ansvar, som også skal være gældende, når medier publicerer på tech-platforme.

Det tendenserer til dovenskab, når man ikke klipper flere klip ud af en udsendelse til SoMe. Sidder man i mellemtiden og bliver nysgerrig på det fulde afsnit, så er det ikke længere til at finde på DRTV ...

Flere medier har kastet sig over Rasmus Munch Søndergaards udtalelser fra Deadline, og benyttet sig af samme taktik som DR til labre SoMe-videoer.

Man kan fx finde videoer fra Joachim B. Olsens podcast, Borgerlig Tabloid, hvor klip fra de mest hede øjeblikke fra interviewet med Rasmus Munch Søndergaard fungerer som små lokkemadder.

Man kan som seer blive helt i tvivl om, hvad det egentlig er, man skal blive klogere på. Bliver man klogere af at blive foraget, når man faktisk ikke forstår, hvorfor man bliver det?

Det er mediernes opgave at informere os om alverdens holdninger, men samtidig at perspektivere dem.

Det kan man sagtens på SoMe. Også selvom man gerne vil lokke seeren ind på en anden platform senere.

Gør medierne ikke det, kan det i sidste ende være journalistikkens rolle, der er på spil.

Når klip som det fra Deadline varer et halvandet minut, er det mere, end hvad svarer til en forsidehenvisning med en fængende rubrik.

Det er et lille stykke journalistik, som skal være lige så troværdig som resten af den journalistik, der produceres.

Når RadioIIII, TV 2 regionerne mm. kan lave et ‘færdigt’ journalistisk produkt af samme længde, kan andre medier også.

I virkeligheden handler det om mediernes generelle tilstedeværelse på SoMe. Hvad end det er clipfarming eller B.T.’s Eva Selsings ragebait-videoer, så burde medierne bruge mekansimer, som tech-platformenes algortimer byder, klogere.

Man kan selvfølgelig godt bruge mælke-klippet som anslag, men man skal huske, at den journalistiske opgave er at oplyse og ikke kun underholde.

Se det omtale Deadline-klip bragt på Deadline (DR)'s Facebook-side forneden:

Powered by Labrador CMS