‘Chitras Hus’ viser, at det kan betale sig at følge nysgerrigheden – selv når den vil over 6000 kilometer væk hjemmefra

Fem transkvinder, tre uger og to fotojournaliststuderende i en enmandsseng. Sådan brugte Karla Ellingsøe og My Leonora Kia deres marts måned. 

“Det var egentlig lidt vores plan B,” siger Karla Ellingsøe og My Leonora Kia om, hvordan de i begyndelsen af året endte med at bo tre uger sammen med fem transkvinder i et lille hus på landet i den sydlige indiske delstat, Tamil Nadu. 

Noget af en tur

De to fotojournaliststuderende havde gennem My Leonora Kias’ forældre fundet frem til Chitra, som er en indisk transkvinde. Hun skulle efter sigende bo sammen med en gruppe andre transkvinder i Mumbai i et bordellignende hus, hvor de lever af sexarbejde. 

Samtidig skulle huset være et ret unikt fællesskab for transkvinder i en indisk kultur, hvor det kan være benhårdt at træde uden for normerne. 

Det var en historie, de begge to synes kunne være spændende at lave på trods af den geografiske afstand. Oplagt til den emnereportage, man som fotojournaliststuderende laver på 4. semester. Og muligheden for at rejse var der, for man har en måned til opgaven. 

“Vi synes, det lød interessant med de her transkvinder der var blevet udstødt af deres familie, og nu havde det her særlige fællesskab sammen, men altså også levede af sexarbejde,” siger My Leonora Kia. 

Noget uventet 

Men planen blev kastet op i luften, da deres tolk tilfældigvis fortalte dem om et hus på landet. Et hus hvor der skulle bo fem pensionerede transkvinder, heriblandt Chitra, i et slags kollektiv for transkvinder. 

Ideen om et bofællesskab for pensionerede sexarbejdere lød spændende. Så selvom den originale plan var at besøge de sexarbejdende transkvinder, besøgte de alligevel Chitras hus som et stop på vejen.

Men det viste sig hurtigt, at Chitras hus gemte på sin egen helt særlige fortælling.

“Med det samme så vi alle de her karakterer i huset. Med super meget personlighed hver især og på meget forskellige måder. Det blev vi draget af, og det gav os lyst til at dykke ned i deres historier,” fortæller My Leonora Kia. 

“Ja, og de havde virkelig lyst til at fortælle og lukke os ind i deres liv,” pointerer Karla Ellingsøe. 

Makkerparret var i tvivl. Skulle de gå med den oprindelige historie eller gribe muligheden for at blive og lave historien om Chitras hus?

Noget ufortalt 

Efter nogle dage i limbo blev de enige og besluttede sig for at blive i Chitras hus. Der var noget med fortællingen om de fem lidt ældre ‘pensionerede’ transkvinder, der havde fundet hinanden og nu levede rolige men stadig ukonventionelle liv sammen i Chitras hus, der talte til dem. 

“Vi var rejst afsted med alle de her forventninger om stor marginalisering og – ud fra vores research - måske ikke alt for optimistiske ideer om, hvordan forholdene er for transkvinder i Indien. Men i Chitras hus oplevede vi, at de efter omstændighederne levede virkelig godt,” forklarer Karla Ellingsøe. 

Det var en fortælling, der måske i virkeligheden også kom lidt bag på makkerparret og udfordrede deres egne fordomme og forventninger til, hvad det vil sige at leve som transkønnet kvinde i Indien. 

“Det var anderledes end alt det, vi i forvejen havde set meget i medierne med ofte ret brutale historier om, hvordan man lever som

transkønnet i eksempelvis Mumbai. De historier er selvfølgelig også vigtige, men vi synes det var ret interessant at vise, at man også kan leve på andre måder,” siger Karla Ellingsøe. 

Noget udfordrende 

Transkvinderne i Chitras hus tog imod dem med åbne arme og ville gerne vise og fortælle om deres liv sammen. 

De fik derfor lov til at fotografere stort set alt, hvad der foregik, og tilbragte timevis med transkvinderne i Chitras hus for at forstå, hvordan de levede. Det var dog ikke uden udfordringer undervejs. 

“Vi havde et etisk dilemma i, at vi ikke taler Tamil, som er det sprog, transkvinderne taler sammen, og derfor havde svært ved at sikre os, at de altid forstod hvad vi lavede,” forklarer Karla Ellingsøe. 

Men selvom der var lidt kommunikationsproblemer, fandt de gennem lidt hjælp fra deres tolk dog hurtigt ud af, at Chitra og de andre transkvinder var glade og stolte af det, makkerparret lavede med dem. fortæller de. 

Noget der er til at forstå, når man dykker ned i reportagen og de mange stemningsfyldte billeder af huset og transkvinderne, der hører til.

Projektet ’Chitras Hus’ vinder bunkerprisen, fordi Karla Ellingsøe og My Leonora Kia har turde følge deres nysgerrighed så langt, som de har gjort med denne stærke og dragende historie om et helt særligt fællesskab. 

Reportagen ’Chitras Hus’ kan ses og læses på Resonans.