Efter fodboldlandsholdets fejlslagne VM-kvalifikation blussede debatten om landstræner Brian Riemers fremtid op, og B.T. sendte spørgsmålet videre til en række kendte danskere. 

Blandt dem var Janni Ree og Thomas Skov. Ingen af dem er fodboldeksperter. Ingen af dem har professionel baggrund som trænere, analytikere, eksperter eller sportsdirektører. Alligevel blev deres holdninger brugt som kilder i en historie om dansk landsholdsfodbold. 

Historien gled hurtigt videre gennem nyhedsstrømmen. En kort reaktion. En hurtig debat. En historie blandt mange andre historier, der i løbet af få timer bliver skubbet ned gennem feeds, notifikationer og breakingbjælker. 

Men kort efter begyndte artiklen at leve videre et andet sted. På LinkedIn satte journalisten Sebastian Peebles ord på noget, han mener fylder mere og mere i moderne journalistik. “Kendiskilden.” 

“Jeg tror ikke, der er nogen, der bliver klogere af det her. Det er rent spild af tid.”

– Thomas Skov, journalist

I opslaget beskrev han kendiskilden som personer, der ikke nødvendigvis ved særligt meget om et emne, men som alligevel bliver brugt, fordi deres navn øger sandsynligheden for klik og opmærksomhed. 

Kritikken ramte hurtigt noget genkendeligt blandt journalister og mediefolk. Den hurtige reaktionshistorie, hvor det velkendte ansigt bliver en genvej til læserens blik. Men spørgsmålet er, hvorfor den type historier fylder mere og mere. 

Opmærksomhed eller oplysning? 

Og her deler vandene sig. På B.T.s underholdningsredaktion bliver historierne set som debatstof frem for klassisk ekspertjournalistik. 

Journalist Lykke Buhl Pedersen beskriver historierne som debatstof, hvor læserne selv kan være med. Nogle holdninger er ganske enkelt “sjove at høre”, fortæller hun, og hvis kendte profiler kan få flere til at engagere sig i en historie, ser hun også en journalistisk værdi i det. Der ligger mere i kendiskilder end blot jagten på klik. De skaber også følelser, debat og genkendelse. Publikum ved allerede, hvem personen er og har ofte en holdning til vedkommende, længe før artiklen er åbnet. 

Hvor Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, ser kendte stemmer som et naturligt supplement til den moderne nyhedsstrøm, trækker ansvarshavende chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Poul Kjærgaard, en langt skarpere grænse. 

For Knud Brix er problemet ikke, at kendte mennesker udtaler sig om aktuelle historier. Problemet opstår først, hvis medier begynder at præsentere dem som eksperter. 

Han peger også på, at sociale medier har ændret hele nyhedsstrømmen. Kendte mennesker kommenterer allerede konstant på aktuelle begivenheder, og hvis de siger noget interessant, samler medierne det op. 

“De sociale mediers indtog gør, at enhver kendt kan stille sig op og give sit besyv med,” siger Knud Brix. 

Men netop den udvikling bekymrer Poul Kjærgaard. Han anerkender uden tøven, at kendte mennesker tiltrækker klik og opmærksomhed. Men ifølge ham må genkendelse aldrig blive det afgørende kriterium for, hvem medierne vælger som kilder. 

“Jeg foretrækker kloge kilder frem for kendte kilder,” siger Poul Kjærgaard. 

Hvis spørgsmålet handler om en landstræners faglige niveau, bør man tale med mennesker, der faktisk ved noget om fodbold, mener han. Ellers risikerer journalistikken langsomt at bevæge sig væk fra sit eget formål. 

“Vi har en ambition om at gøre vores læsere klogere på det, vi skriver om,” uddyber chefredaktøren. 

Ifølge Poul Kjærgaard er presset fra sociale medier og underholdningsplatforme reelt. Medier konkurrerer ikke længere kun mod andre medier, men mod TikTok-videoer, Instagram-feeds og en konstant strøm af indhold på brugernes telefoner. Men netop derfor skal journalistikken holde fast i sin rolle, mener han. 

“Den dag vi giver op og siger: ‘så lad os bare lave journalistik om til underholdning’, så giver det jo ikke mening at udkomme,” siger Poul Kjærgaard. 

Når holdninger bliver indhold 

Midt i diskussionen står de mennesker, medierne faktisk ringer til. For mens chefredaktører og journalister diskuterer værdien af kendiskilder, er de kendte profiler selv ofte helt bevidste om, hvorfor medierne vælger dem. 

Netop dét er paradokset i den type historier. For selv menneskerne, der medvirker i dem, virker nogle gange i tvivl om, hvor meget de egentlig bidrager med. 

“Når jeg får de her beskeder fra B.T. og andre medier, så tænker jeg ofte ‘har jeg en holdning til det her?’” lyder det fra Thomas Skov.

Thomas Skov griner lidt, mens han siger det, men spørgsmålet er reelt nok. For selvom han medvirkede i historien om Brian Riemer, er han samtidig meget bevidst om, at det ikke er ekspertviden, medierne ringer efter. Han fortæller, at han ofte lader være med at svare, hvis han ikke føler, han faktisk har noget at bidrage med. I sagen om Brian Riemer havde han dog lyst til at sige noget, fordi hele refleksen omkring hurtigt at kræve fyringer provokerede ham. Thomas Skov kalder selv formatet for “holdningsjournalistik”. 

“Jeg tror ikke, der er nogen, der bliver klogere af det her. Det er rent spild af tid,” siger han. 

“Det er en win-win”

Hos Janni Ree bliver mekanismen beskrevet langt mere direkte.

For hende handler det ikke nødvendigvis om ekspertise, men om synlighed.

Om den værdi et kendt navn allerede bærer med sig, længe før artiklen er blevet åbnet.

“Vi er gode talerør, og vi har mange følgere. Folk lytter jo – der er en genkendelsesværdi,” siger Janni Ree. 

Hun har været en offentlig figur i mere end 25 år og ved præcis, hvad hendes navn gør ved en overskrift. 

“Hvis folk genkender navnet, klikker de ind. Er det en ekspert, de aldrig har hørt om, scroller mange bare videre,” siger hun. Samtidig beskriver hun forholdet mellem medier og kendte profiler som noget gensidigt. Medierne får trafik, klik og genkendelige ansigter, mens de offentlige profiler får eksponering og holder sig relevante i offentligheden. 

“Hvis du er meget åben og giver journalisterne noget, så får du også noget tilbage. Det er en win-win,” forklarer Janni Ree. 

Hun lægger heller ikke skjul på, at kendisstatus giver muligheder, som andre ikke nødvendigvis har adgang til. For i en medievirkelighed, hvor opmærksomhed er blevet en kampplads, har det velkendte ansigt en særlig værdi. 

En stemme vi alle kender 

Nyheder kæmper ikke længere kun mod hinanden, men mod hele den digitale støj af videoer, feeds og sociale medier, der konstant trækker i brugernes opmærksomhed. Og i den konkurrence bliver genkendelse et stærkt journalistisk værktøj. Ifølge forskningslektor på DMJX, Flemming Svith, fungerer kendte profiler anderledes. 

“Journalisten låner opmærksomhed fra den kendte,” siger Flemming Svith. 

Han peger på, at publikum allerede har en relation til kendte profiler. Man ved, hvem personen er, hvilken type historie man går ind til, og hvilken rolle personen spiller i offentligheden. Den kendte stemme kræver derfor mindre forklaring end ekspertens. 

Derfor kan den også være lettere at engagere sig i end en fagperson, man aldrig har hørt om. Men netop dér opstår forskydningen, mener Flemming Svith. Problemet opstår, når genkendelse begynder at veje tungere end indsigt. 

“Man får ikke aktiveret den viden, der findes om de ting, man diskuterer,” siger han. 

Ifølge ham hænger udviklingen tæt sammen med den måde, medier konkurrerer på i dag. I opmærksomhedsøkonomien bliver tempo, følelser og genkendelse ofte belønnet hurtigere end faglighed og nuancer. Det kan skabe et pres for at vælge de stemmer, der hurtigst kan fange publikummets interesse, også selvom de ikke nødvendigvis ved mest om emnet. 

Flemming Svith peger samtidig på, at udviklingen rejser et større spørgsmål om journalistikkens rolle. Hvis genkendelse i stigende grad bliver vigtigere end indsigt, risikerer medierne ifølge ham at bevæge sig væk fra den klassiske ambition om at oplyse offentligheden gennem viden og faglighed. 

Spørgsmålet handler i sidste ende ikke kun om, hvem medierne vælger at ringe til, men om hvad journalistikken skal kunne i en tid, hvor opmærksomhed er blevet en vare. 

Illustreret Bunker har forholdt kritikken for B.T, men avisen er ikke vendt tilbage inden deadline.