Når refleksioner bliver akademiske gætterier

Da en medstuderende sidste år talte om at skrive et debatindlæg om refleksionsrapporter på DMJX, var jeg skeptisk. Kritikken virkede overdreven. Refleksion er vel en naturlig del af en uddannelse. Selvfølgelig skal vi kunne tænke, vælge og fravælge. 

Men efter snart tre semestre med refleksionsrapporter må jeg erkende, at kritikken rammer noget reelt. 

Mellem ideal og praksis

Refleksionsrapporten er en uomstødelig del af læringen på DMJX. Formålet er, ifølge DMJX’s studieordning, at den “lærer den studerende at koble teoretisk refleksion med handlinger i praksis, samt reflektere og inddrage relevant teori og viden.” 

Den skal altså lære os at begrunde valg, analysere arbejdsprocesser og forstå vores egen praksis. En i princippet vigtig og relevant arbejdsmetode. 

Problemet opstår, når refleksionsrapporterne i stigende grad er blevet en øvelse i akademisk gætteri. 

Fra underviser til underviser, hold til hold og semester til semester varierer kravene. Det mærkes tydeligt i praksis. I faget Journalistisk Metode 2 skulle der til delprøven i lyd reflekteres over, “Hvad er historien, og hvorfor fortæller I den? Hvorfor nu?” Samt “hvad er historiens centrale spørgsmål, og hvordan har I arbejdet med at besvare dem?” Få uger efter skulle der til delprøven i video svares på, “hvad er den centrale problemstilling, der ligger bag historien?” Og “hvilke belæg har I for substansen i jeres historie?”. 

Ved første øjekast ligner spørgsmålene hinanden. Men i praksis opstod der en usikkerhed om, hvad punkterne egentlig ønskede svar på. For hvad menes der med ‘substansen’ i en historie? Og hvordan adskiller det sig fra spørgsmålet om, hvad den centrale problemstilling er? 

Resultatet var, at refleksionerne kom til at handle mindre om de journalistiske valg og faglige begrundelser og mere om fortolkningen af formuleringerne. Fokus flyttede fra selve refleksionen, og energien blev i stedebrugt på at diskutere ordvalg, akademiske formuleringer og sproglige nuancer. 

Refleksionsrapporten risikerer at blive en sproglig performance i stedet for et reelt læringsredskab. Når man i højere grad fokuserer på at skrive på en måde, der matcher underviserens individuelle forståelse af refleksion, bliver refleksionsrapporten akademisk performativ, hvor det er vigtigere at lyde reflekteret end faktisk at være det. 

Et refleksionsideal uden selvrefleksion

Det paradoksale er, at DMJX tilsyneladende selv er opmærksomme på problemet. I 2020 igangsatte skolen udviklingsprojektet ‘Metoder til at fremme refleksiv kompetence’. Projektet tog udgangspunkt i, at “det refleksive niveau underviserne i dag møder hos de studerende – mest systematisk og eksplicit i refleksionsrapporter – er generelt lavt.” 

Underviserne pegede på et behov for mere undervisning i refleksion og et mere løbende refleksionsarbejde i studieprocessen. 

Året efter, i 2021, beskriver underviser Mette Stentoft og Lars Bjerg i en artikel på Medium, der er DMJX’s online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere, at refleksionsbegreber er “luftigt” og vanskeligt at definere. I artiklen peger de ligeledes på forskning der advarer om, at refleksion mister værdi, når begrebet bliver uden fælles forståelse. 

Netop her illustreres kernen af problemet, for hvis man anerkender, at refleksion som begreb er “luftigt”, hvordan kan det så gøres til genstand for bedømmelse uden fælles standarder? 

Dette skal ikke forstås, som at alle punkterne skal være faste, og at man altid skal vide, hvad man skal svare – selvfølgelig skal man ikke det. Det ville ligeledes modarbejde udviklingen af den refleksive læring. 

Hvis refleksion skal give mening

Problemet er ikke refleksion som idé. Tværtimod. Koblingen mellem teori og praksis er central for, at vi som studerende forstår og kan stå inde for vores valg. Problemet opstår, når refleksionsrapporten bliver et diffust vurderingsredskab uden tydelige kriterier og fælles standarder i stedet for et læringsredskab. 

Hvis refleksionsrapporterne skal fungere efter hensigten, bør de tilgås med en mere strømlinet tilgang. Ellers risikerer refleksionsrapporten at fortsætte som noget, alle skal skrive, men som færre og færre reelt tror på værdien af. Og så bliver refleksionsrapporten ubegrundet meneri.