Mia Skovby ser sig selv som Klokkeblomst: “Jeg har brug for, at folk fucking anerkender mig. Ellers dør jeg”

Mia Skovby sidder i sin lejlighed en lørdag aften i april 2025 og skriver en mail til Mads Brügger. Hun har kun mødt ham én gang – til Jan E. Jørgensens fødselsdagsreception på Christiansborg, som de begge havde crashet. 

Tidligere på ugen fik Mads Brügger karantæne fra Christiansborg og måtte sætte sin sædvanlige politiske stuegang på pause. Trods det begrænsede bekendtskab, tænker hun, at det her er hendes chance. Så hun skriver til Frihedsbrevets chefredaktør, at han bare skal sige til, hvis hun skal overtage stuegangen for ham, mens han har karantæne.

“Alle siger, at det værste, man kan få, er et ‘nej’. Nej, det værste man kan få er: ‘Hvad tror du selv din fucking nørd?’,” siger Mia Skovby. 

Mia Skovbys indlysende umiddelbarhed lander hende vikarjobbet, og da hun nogle måneder efter har gået sin sidste stuegang og færdiggjort sin bachelor, fulgte hun samme opsøgende model. 

“Da jeg skrev stuegang, tænkte jeg, ‘fuck jeg skal bare have den fastansættelse. Gad vide, hvornår han spørger?’ Og så spørger han ikke,” forklarer Mia Skovby. 

Hun skriver endnu en besked til Mads Brügger: Du skal bare sige til, hvis du mangler en politisk journalist. 

“Det værste, der kan ske er, at han siger, jeg er talentløs. Det bedste, der kan ske er, at jeg får et job,” siger Mia Skovby.

Storhedsvanvittig jeg-journalistik

For Mia Skovby var der kun ét rigtigt medie for hende, da hun søgte praktik. På Euroman vidste hun, at hun kunne skrive, som hun ønskede. En grænsesøgende, udfordrende jeg-journalistik, der ender med at blive kendetegnende for hende. 

Den til tider provokerende skrivestil er også det, der få måneder inde i praktikperioden sender Mia Skovby i en shitstorm. I en reportage fra Kronprins Christians 18-års fødselsdag kommenterer hun gæsternes tøjvalg med beskrivelser som “Iklædt deres stiveste puds, kommer størstedelen af de kommune-repræsenterende piger til at ligne nogen, der er på vej til prom night på en amerikansk highschool.”. 

Reportagen fremprovokerer en lavine af sure kommentarer fra forargede læsere. Shitstormen starter på Twitter, hvor blandt andre Liberal Alliances Solbjórg Jakobsen kalder Mia Skovby “smagløs” og artiklen “tåkrummende arrogant”.

Netop ordet ‘arrogant’ er et, hun ofte bliver konfronteret med. 

“Folk læser mig som meget mere arrogant, end jeg er. Det er en fordom, men det er også et pres, for hvordan overbeviser jeg folk om, at jeg ikke er arrogant?” spørger hun sig selv og tænker lidt.

“Der er nogle ofre ved at være, som jeg er. Man kommer til at støde folk på manchetterne,” konstaterer hun. 

Mia Skovby accepterer konsekvenserne af sin måde at udtrykke sig på, når de er berettigede, men shitstormen, som opstod på bagkant af reportagen fra kronprinsens fødselsdag, var ifølge hende ude af proportioner. 

“Den shitstorm var så uberettiget. Jeg skriver, at dem, der ikke er kongelige, har noget billigere og lidt grimmere tøj på end dem, der er kongelige. Ja, selvfølgelig har de det,” forklarer hun.

Selvom shitstormen var hård at gennemgå - særligt i de første 24 timer, hvor hun følte, at alle på Twitter var ude med riven - ville Mia Skovby ikke være den foruden. 

“Det var det, der satte mig på landkortet og gav mig et navn. Jeg tror, jeg var blevet et navn alligevel, men det var fedt, at det skete så tidligt,” fortæller hun.

“Mads Brügger var ikke blevet opmærksom på mig, hvis ikke jeg havde skrevet, som jeg gjorde på Euroman. Men jeg havde heller ikke fået vikariatet for hans stuegang, hvis ikke jeg havde været til Jan E. Jørgensens fødseldagsreception,” siger hun.

“Jeg er fucking Mikael Bertelsen”

Under optagelsessamtalen på Journalisthøjskolen får Mia Skovby spørgsmålet, om hun egentlig bare gerne vil være en stor personlighed. Til optagelsesprøven har hun besvaret flere spørgsmål ved at namedroppe personligheder i mediebranchen, som hun ser op til. 

Mia Skovby kan i bagklogskabens lys godt se, at hendes besvarelser kan give indtryk af, at hun er hyperfikseret på store personligheder. Det er nok heller ikke helt forkert. 

“Hvis man finder min blå bog, står der, at jeg om 10 år er den kvindelige Mads Brügger. Og jeg kan huske, at jeg fik den, og var sådan: ‘Det er fucking løgn, jeg er fucking Mikael Bertelsen!’ De ved ikke, hvad de fucking snakker om,” griner hun.

Foruden Mikael Bertelsen og Mads Brügger fremhæver hun ‘Monte Carlo’ med Peter Falktoft og Esben Bjerre som inspiration. Særligt deres kampange for at stemme Allan Simonsen videre i ‘Vild Med Dans’ tilbage i 2013 står klart for hende. 

“De mobiliserede en hel bevægelse og havde det mega sjovt. Jeg tænkte: ‘hvordan får jeg det så sjovt?,’” forklarer Mia Skovby og fortsætter, “De er journalister. Okay, så skal jeg også være journalist.” 

Selvom forbillederne har ændret sig med tiden, er motivationen den samme. Mia Skovby vil have, at folk kender hendes navn. Det er også det, hun svarer på spørgsmålet til optagelsessamtalen. 

“Jeg svarer, at jeg gerne vil være en stor personlighed, men at jeg ikke bare vil være en stor personlighed,” fortæller hun.

Optagelsessamtalen, som hun selv mener gik “fucking dårligt,” resulterer i første omgang i en standby-plads, men hun ender med at blive optaget, og da hun i 2021 starter på DMJX, tager hun sin fandenivoldskhed med sig ind på skolen.

“Jeg havde ingen respekt for de opgaver, der var kedelige. Jeg fuckede virkelig meget rundt på Journalisthøjskolen. Jeg lavede fandme mange dårlige ting,” fortæller hun. 

På toppen af podiet

Mia Skovby er ærlig og besidder en selvindsigt som de færreste kan bryste sig af. Man kan blive i tvivl om hun nogensinde har hørt om janteloven. Det er i hvert fald ikke en lov, hun efterlever. 

“Jeg er klokkeblomst. Jeg har brug for, at folk fucking anerkender mig. Ellers dør jeg,” siger hun. 

Mia Skovby fortæller med en selvironi og et glimt i øjet, der vidner om, at man skal tage det meste, hun siger, med et gran salt. Hendes behov for at underholde virker som en grundpræmis for hende. Det er tydeligt, at hun trives i centrum.

Når hun med en ironisk, laissez-faire distance underholder med anekdoter om sin vej ind i mediebranchen, synes hun både overskudsagitg og selvsikker, men Mia Skovbys selvtillid er ikke vandtæt.

“Jeg snakker meget og kan godt lide at fylde meget men ikke på en overdrevet usympatisk måde,” siger hun. 

Spørgsmålet om hvorvidt hun er ligeglad med, hvad andre tænker om hende, foranleder en – for Mia Skovby - usædvanligt lang tænkepause. 

“Det tror jeg, at jeg er blevet. Og så alligevel ikke. Du kan nemt pille ved mit ego. Hvis du ved, hvor du skal pille, kan du smadre mig fuldstændig,” fortæller hun.

Egoet har hun sat på spil flere gange for at blive den journalist, hun selv har idoliseret. Hendes karriere er som en perlerække af satsninger, der er lykkedes, fordi hun vidste, hvad hun ville og troede på, at det kunne lade sige gøre. Og fordi hun var klar til at tage konsekvensen i det usandsynlige scenarie, at det skulle fejle. 

Håndgribelige karrieremål er vigtige for Mia Skovby. Hun har store ambitioner og ser det som en selvfølge, at hun kan indfri dem. Det er bare et spørgsmål om tid. 

“Jeg cyklede en tur den anden dag og tænkte, ‘Gad vide, hvordan jeg kommer til at dække et Tour de France?’,” siger hun. 

“Det er ikke sådan noget: Blive glad, få det godt med mig selv, få et liv, jeg er stolt af. Nej, jeg vil bare godt dække et Tour de France,” forklarer hun. 

Men ambitionerne stopper ikke den dag, hun står i de franske alper og agerer sportsjournalist for en stund. Hun vil gerne op på den helt store journalistiske klinge og modtage den mest prestigefyldte anerkendelse, mediebranchen kan præstere. 

“Jeg gad godt vinde en Cavling en dag. I mange år betød det intet for mig, men nu gad jeg sgu godt. Det, tror jeg, er mit nye mål,” siger Mia Skovby.