Er rygeforbuddet på DMJX blevet skoddet på jorden?

Lad os starte med en varedeklaration. Jeg er selv ryger, så er det sagt. Jeg har undret mig, og det har du måske også. 

Hvordan kan det være, at skolen er plastret til med ’rygning-forbudt’-skilte, men til tider alligevel føles som en smuttur gennem en brun bodega, når man mandag formiddag bevæger sig ud ad hovedudgangen i håbet om lidt frisk luft? 

Er forbuddet blevet rullet tilbage, eller er de rygende studerende bare ligeglade, når det gælder tobaksrygning på skolens matrikel?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, når jeg har stået på det modsatte fortov og beskuet rygerne, der har besluttet sig for ikke at traske den korte tur over Helsingforsgade for at tænde deres smøg uden for forbudszonen. 

Når jeg så har fået gjort kål på min Camel, smider jeg naturligvis skoddet i skraldespanden på vejen tilbage. 

Men det er der vist andre, der glemmer, og det er sikkert gæster udefra – det må det være! For på min ryger-walk-of-shame tilbage på DMJX-området spotter jeg ofte utallige cigaretskodder, der ligger og flyder som små soldaterlig, der er faldet i slaget om rygeforbuddet på DMJX. 

Men det kan der være en god forklaring på. 

Mange har nok bemærket, at der bliver røget på DMJX, og særligt i Kurt Strandbars åbningstid bliver der røget for fulde gardiner, hvor mange skodder ender på jorden. 

‘Hvor er askebægrene?’ har altid været mit spørgsmål.

Det har de også bemærket i Kurt Strandbar, som har fremsat et forslag om at sætte et askebæger op i fredagsbarens åbningstid, som foreningen både vil betale og tømme. 

Svaret fra ledelsen var enkelt – “afvist!” Hvad kan forklaringen være? 

Derfor har jeg sat mig for at undersøge, om rygeforbuddet er gået op i røg, og hvorfor noget så banalt som et askebæger i en bar er blevet afvist.

Don’t shoot the messenger! 

De Studerendes Råd er de studerendes stemme på skolen. Er der noget, som man vil have taget op med ledelsen? Tag fat i DSR. 

Forpersonen, der sidder på flæsket i DSR, er Emil Delord Frimand Probst, som går på fjerde semester. 

Det var netop Emil Delord, som fik til opgave at overlevere forslaget fra Kurt Strandbar om at sætte et askebæger op i fredagsbarens åbningstid. Det skete til det sidste semestermøde i marts, hvor Emil Delord skulle sidde til bords med DMJX’s prorektor Jens Grund, som er den næstkommanderende til rektor Julie Sommerlund, samt manden med ansvaret for semestermødet. 

Emil Delord fortæller, at ledelsen sagde nej til askebægre, fordi det ville signalere, at rygning er acceptabelt på skolen, og askebægre eller spande med sand ville legitimere rygning og dermed underminere skolens politik. 

“Jeg forstår godt argumentet. Skolen vil ikke opfordre til rygning. Men samtidig kan alle jo se, at der ligger skodder over det hele,” siger Emil Delord.

Ifølge DSR-forpersonen er problemet ikke afslaget på askebægre, men at rygeforbuddet ikke bliver håndhævet. 

“Hvis man har et forbud, men ingen sanktioner, så mister det sin betydning. De studerende ryger alligevel, fordi der ikke sker noget,” mener han. 

Emil Delord peger på, at skolens ledelse ikke ønsker at agere “rygepoliti”, og at ansvaret derfor overlades til de studerende selv. 

“Det bliver en slags skrue uden ende. Skolen vil ikke håndhæve, og nogle studerende respekterer ikke forbuddet, og så fortsætter det bare,” afslutter han. 

Forslagets fødsel 

For at finde frem til hvordan forslaget om askebægrene ved Kurt Strandbar egentlig opstod, har jeg snakket med Annika Gissum Jørgensen, som studerer journalistik på tredje semester og er kasserer i fredagsbaren Kurt Strandbar. 

Forslaget opstod i forbindelse med en dialog mellem Kurt Strandbar og skolens ledelse tidligere på året, hvor fredagsbaren blev bedt om at stramme op efter problemer med rod i forbindelse med fredagsbaren. 

Som en del af løsningen foreslog Kurt Strandbar selv at stille askebægre eller spande med sand op i fredagsbarens åbningstid for at komme cigaretskodderne til livs. 

“Det var vores eget initiativ. Vi ville gerne tage ansvar og sørge for, at området så pænt ud,” siger Annika Gissum Jørgensen. 

Hvad sker der med skodderne? 

Kurt Strandbar har ikke kun foreslået løsningen, men har også tilbudt at tage ansvaret for den. 

“Vi har sagt, at vi gerne vil købe askebægrene selv, stille dem ud og rydde dem op igen. Så det koster ikke skolen noget,” fortæller Annika Gissum Jørgensen. 

Ifølge hende er det også i alles interesse, at området fremstår pænt. 

“Det virker dumt, at en fra bygningsservice skal komme og rydde op efter os, når vi lige så godt selv kunne gøre det,” er ræsonnementet. 

Et andet problem er, at fredagsbaren tiltrækker mange gæster udefra, som ikke kender reglerne på DMJX. 

Annika Gissum Jørgensen har oplevet flere, der spørger DMJX’ere, hvor de skal smide deres skod, og så er svaret, at folk bare smider det på jorden. 

Hun mener derfor, at askebægre også kunne være en praktisk løsning for gæster, der ellers ikke ved, hvad de skal gøre. 

For Annika Gissum Jørgensen handler det ikke om at udfordre rygepolitikken, men om at finde en realistisk løsning. 

“Hvis vi accepterer, at folk ryger alligevel, så kunne vi i det mindste sørge for, at det foregår ordentligt,” siger hun. 

Den store forelæggelse 

For at finde hoved og hale i sagen har jeg naturligvis også ringet i den store telefon for at snakke med chefen for det hele, prorektor Jens Grund, som naturligvis skulle forelægges kritikken. 

Svaret har ikke ændret sig siden semestermødet i marts. 

“Hvis vi stiller askebægre op, så accepterer vi i praksis, at folk ryger på skolens område. Og det gør vi ikke,” lyder det fra Jens Grund. 

Argumentet fra ledelsen er enkelt – en praktisk løsning må ikke underminere forbuddet. 

“Det svarer lidt til, at folk går over for rødt lys. Bare fordi det sker, begynder man ikke at indrette samfundet efter det. På samme måde vil vi ikke indrette os efter, at nogle bryder rygeforbuddet,” siger prorektoren. 

DMJX har formelt mulighed for at sanktionere studerende, der bryder reglerne, og i yderste potens kan bortvisning være konsekvensen.

Men det er ikke en vej, ledelsen ønsker at gå. 

“Vi kunne godt give advarsler og i sidste ende bortvise studerende. Men det ville være en meget hård konsekvens i forhold til forseelsen,” fortæller Jens Grund. 

Han understreger, at skolen først og fremmest er en uddannelsesinstitution og ikke en ordensmagt. 

“Vi ønsker ikke at være politibetjente, der går rundt og holder øje med, om folk ryger. Det er voksne mennesker, vi har med at gøre,” siger han. 

Rygeparadokset 

Jens Grund erkender, at situationen er modsætningsfyldt. Rygeforbuddet eksisterer, men bliver ikke konsekvent håndhævet. 

“Jeg anerkender fuldt ud, at det er et paradoks. Vi har et forbud, og vi kan se, at det bliver overtrådt, men det ville være tænderskærende trist, hvis vi kom dertil, at vi ødelægger et ungt menneskes mulighed for at få sin drømmeuddannelse hos os, fordi han eller hun ikke kan finde ud af at overholde et rygeforbud,” fortæller Jens Grund. 

I stedet håber ledelsen, at en kulturændring blandt de studerende kan løse problemet på sigt. 

“Vi håber, at der opstår en fælles forståelse for, at man ikke ryger her. At det bliver en del af kulturen,” siger han. 

Prorektoren lægger dog ikke skjul på sin frustration over de mange cigaretskodder på jorden. 

“Jeg synes, det er noget svineri. Jeg forstår ikke, at en generation, der er så optaget af bæredygtighed, bare smider skodder på jorden,” siger han. 

Men alligevel kan selv ikke en midlertidig løsning, hvor askebægre kun opstilles under fredagsbaren, komme på tale. 

“Der kommer ikke nogen dispensation. Vi ønsker ikke, at der bliver røget her – heller ikke af gæster udefra. Folk ved godt, hvad reglerne er. Nu handler det om, at man også vælger at respektere dem,” afslutter han. 

Så for nu er det en hårdknude, der i praksis efterlader skodderne på jorden og ansvaret hos de studerende.