Rachel fra ‘Årgang 0’ voksede op på skærmen

Den flimrende skærm er tændt. Lars Ellebye ser tekst-tv. Hans gravide kone, Theresia Treschow-Kühl, og deres søn, David er hjemme i præstegården på Lolland, mens han sidder i den anden ende af landet og savner sin familie.

Jobbene på landets apoteker er få, så han har set sig nødsaget til at tage et i Nørre Nebel.

Han distraherer derfor sig selv med tekst-tv, hvor et opslag fanger hans opmærksomhed: Et nyt TV 2-program søger familier med børn født omkring årtusindeskiftet. 

Da hans datter Rachel Ellebye kommer til verden, står et kamerahold klar på fødegangen. For Lars Ellebye meldte familien til TV 2’s nye program: ‘Årgang 0’. Ingen kunne forudse, hvor mange mennesker der i de næste 18 år ville følge Rachels liv på skærmen. 

Programmet blev til længe før Instagram-stories, TikTok-danse og influencere gjorde hverdagen til underholdning. I dag hælder vi frivilligt billeder, følelser og private øjeblikke ud på sociale medier, hvor tusindvis af fremmede kan følge med.

Men hvordan er det at vokse op med et kamera rettet mod sig fra fødslen? Og hvilket ansvar har pressen, når børns liv bliver til offentlig fortælling? Da Rachel Ellebye blev født i år 2000, var hun altså en af de første, hvis liv blev offentliggjort, så alle kunne følge med.

“For mig var det en slags underlig normal. Jeg var jo vant til det,” fortæller hun i dag. 

Siden er serier og dokumentarer, hvor seeren følger almindelige menneskers hverdag, kun vokset i popularitet. ‘Forsvundne Arvinger’, ‘Fræk Fyr til Frede’, ‘Fede Forhold’ og ‘Familien fra Bryggen’ for at nævne nogle få. 

At dele sit liv med et stort publikum kan have konsekvenser, så hvilket ansvar har journalisten, som skal portrættere et helt almindeligt menneske i en medieret ramme? Og særligt: Hvem har ansvaret, når børn vokser op på tv? 

Mere end bare medvirkende 

Hver december samledes familierne fra ‘Årgang 0’ med produktionen for at se årets afsnit som de allerførste. En stund, hvor de i fællesskab kunne mindes året, der var gået. Her kunne de indskyde, hvis der var noget, de var utrygge ved, kom med i programmet. De blev en slags medtilrettelæggere. 

“En vigtig præmis for programmet var, at deltagerne havde vetoret. Det var selvfølgelig en stor risiko, vi løb; at lægge kontrollen i deres hænder. Men vi gjorde det for, at familierne følte sig trygge ved at åbne op for os,” forklarer Anne Hjort. 

Hun var tilrettelægger på ‘Årgang 0’ og med fra første idegenerering, til den sidste udsendelse blev sendt i luften. Anne Hjort var næsten altid med under optagelserne. Og ellers var hendes kollega Claus Ladegaard, som også var tilrettelægger på programmet. Det gav en “sense of comfort”, at der var nogle velkendte ansigter, forklarer Rachel Ellebye.

I ottende klasse ville hun helst ikke filmes i skolen. Hun blev mobbet, og hun var ikke sikker på, at en enkelt skoledag med kamera ville afspejle hendes oplevede virkelighed. 

“Jeg frygtede, at folk ikke ville tro på, at jeg blev mobbet. At de ville sige: ‘Vi kan se i Årgang 0, at du har masser af veninder’,” fortæller hun. 

Filmholdet var forstående og undgik skolesammenhænge i perioden. Sådan var det hele vejen igennem. Deltagerne havde ret til at sige til og fra. Og familierne havde mulighed for at trække sig fra programmet, når som helst, hvilket én familie gjorde. 

Hvem passer på børnene? 

Rachel Ellebye var 13 år, da hun selv gav udtryk for, at hun ikke ville filmes i skolen. Men små børn har sjældent sproget til at forklare, når noget føles forkert. 

På papiret er det forældrene, der bestemmer over deres børn. Forældre har stor frihed til at træffe beslutninger på deres børns vegne, så længe de holder sig inden for lovens rammer.

Men journalisten har også et ansvar for at vurdere, om medvirken er det rigtige for barnet. De presseetiske regler understreger, at børn kræver særlige hensyn, fordi de ikke selv kan overskue konsekvenserne. 

Ser man udelukkende på børnenes rettigheder, kan de sammenlignes med sårbare kilder, forklarer Thomas Pallesen, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og underviser i medieret. 

Han har et par råd til dem, der skal arbejde med børn i pressen. Start med at spørge barnet. Alle har ytringsfrihed, også børn. Spørg forældrene. De bestemmer juridisk over barnet. Sæt dig i barnets sted. Hvad hvis det var dig selv? 

Rachel Ellebye har aldrig følt sig udstillet eller været bitter over sine forældres beslutning om deltagelse i Årgang 0. Hun beskriver tilrettelæggerne som respektfulde og søde. Familierne havde desuden adgang til en psykolog, og børnene fik undervisning i pressehåndtering. 

En brøkdel af et menneske 

Som journalist kan man langt hen ad vejen følge de presseetiske regler. Men ofte må man supplere med sit eget etiske kompas.

“Vores intention var at give et ærligt billede af familiernes liv og deres erfaringer undervejs. Det var vigtigt, at man kunne have sympati med alle familierne, nogle man kunne identificere sig med i stedet for at lægge afstand til dem,” siger Anne Hjort. 

Målet var, at familierne skulle føle sig trygge. Også når programmerne blev sendt og seernes reaktioner begyndte at tikke ind. 

Ifølge Thomas Pallesen handler journalistik ikke kun om at fortælle historier, men også om at tage ansvar for de mennesker, der bliver fortalt om. Han beskriver det med den Løgstrupske tanke, om at man bærer noget af den andens liv i sine hænder. 

“Man har ansvar for, hvordan det andet menneske bliver taget imod. Man har altså ikke kun ansvar for selve tv-produktionen. Det er en form for dobbeltansvar,” forklarer han. 

For Rachel Ellebye har det været vigtigt, at hun kunne være 100 procent sig selv på optagelserne. Og hun har altid kunnet genkende sig selv i programmet. Det var dog langt fra alt, som kom med i det endelige cut. 

“Jeg har været nødt til at gøre folk opmærksom på, at det her kun er en brøkdel af mit liv, det de ser på skærmen,” fortæller hun. 

Seerne lærte en tv-version af Rachel Ellebye at kende. Derfor betyder det meget for hende, at den oplevelse for de fleste har været positiv.

Fremtiden er uvis 

I dag er det ikke længere kun tv-programmer, der giver fremmede mennesker adgang til andre menneskers liv. Sociale medier har gjort eksponering til en del af hverdagen. Det har medført nye refleksioner om medvirken. 

“Det nye, der er sket, er, at vi begynder at tale om fremtiden. Om mulig skade. Det er jokeren, den ubekendte. Og vi er ikke enige om, hvor meget den faktor skal tælles med. Hvor stor betydning den har,” fortæller Thomas Pallesen. 

For Rachel Ellebye har hendes medvirken i Årgang 0 medført flere frynsegoder end negative konsekvenser, mener hun. 

Hun har for nylig uddelt en pris til Danish Beauty Awards. Hun har deltaget i Vild Med Dans. Og så har hun medvirket i alt fra Ekstra Bladet-interviews til et afsnit af GirlTalk-podcasten. 

“På et lidt mere personligt plan har jeg lært at turde mere, komme ud af min comfort zone og tale foran andre. Jeg har mødt så mange gode mennesker,” siger Rachel Ellebye. 

Hvad deltagelsen i Årgang 0 skulle ende med at betyde for Rachel Ellebye, kunne hverken hendes forældre eller produktionen have spået. Faktisk kom det bag på produktionen, at programmet nåede en million seere på tredje år.

Rachel Ellebye og de andre medvirkende blev kendisser, før de kunne stave til deres eget navn. Anne Hjort tror, at programmet blev en succes, fordi seeren kan identificere sig med deltagerne. 

“Jeg synes, at det lykkedes os at skabe en dokumentarserie, der var interessant, nærværende og relevant, samtidig med at vi havde respekt for de medvirkende,” siger hun. 

Nu ruller en ny sæson af serien over skærmen: Årgang 20. Men hvor Rachel Ellebye og de andre familier trådte ind i projektet uden at kende konsekvenserne af at dele deres liv med hele Danmark, vokser den nye generation op i en tid, hvor eksponering allerede er blevet en naturlig del af hverdagen.

Kameraet er ikke længere noget, der kun dukker op et par gange om året med et tv-hold. Det ligger i lommen på os alle sammen. Nogle af forældrene i Årgang 20 lever endda af at dele deres familieliv online som influencere. Denne gang ved familierne langt bedre, hvad det vil sige at vokse op med andres blikke rettet mod sig.