Anders Agger: “Gå udenom det etablerede”

Et langsomt tv-program burde ikke være et hit. Men Indefra med Anders Agger er det alligevel. Det handler ikke om tempo eller sensation, men om tillid og nysgerrighed. Og måske også om en journalistik, der giver seeren lov til at tage stilling selv.

 I seneste sæson af Indefra med Anders Agger tog programmet seerne med bag murene på Sikringen – et topsikret psykiatrisk hospital i Slagelse. Resultatet blev et af de mest sete programmer på DR i 2025.

 Det er bemærkelsesværdigt. For Indefra gør nemlig det modsatte af det meste andet tv: Det går langsomt. Meget langsomt. I en medievirkelighed, hvor tempo, sensation og hurtige klip ellers dominerer, holder Anders Agger fast i samtalen, pausen og det stille møde.

En aversion imod klassisk journalistik

Det var i 2013, at danskerne første gang kunne se Anders Agger tone frem på skærmen i sit nye tv-program. I bedste sendetid vandrede værten, i førte afsnit, rundt i hælene på daværende direktør i Vestas, Ditlev Engel. Formålet var at forsøge at forstå, hvordan livet og hverdagen som direktør i en større dansk virksomhed var. Ja og i samme omgang at bryde med den klassiske journalistiske tilgang. Den tilgang som Anders Agger og kollegaen, den garvede DR-producent Anders Ruholt, på det tidspunkt havde en stærk aversion imod.

De var med egne ord stivnet i den udbredte opfattelse af, at journalistik var bedst, hvis pointen blev fremlagt først. Eller sagt med andre ord: Hvis journalistikken var bygget op om nyhedstrekanten. De følte, at journalister på sådan vis gjorde seeren og læseren til nikkedukker, som ikke selv fik lov til at danne deres egen holdning som udgangspunkt. I stedet dikterede journalisterne, hvad det var, brugeren skulle være opmærksom på.

Et par år forinden var en amerikansk-britisk journalist desuden rejst til Vestbredden. Og det er ikke en helt ligegyldig information i udpenslingen af Indefra med Anders Aggers fødsel. Journalistens navn var Louis Theroux, og han bragte en anden form for journalistik til bordet.

Han kastede hverken sit lod i zionisterne eller palæstinensernes vægtskål. I stedet mødte han begge parter med stor åbenhed. Ifølge Anders Agger resulterede denne åbenhed i nogle helt særlige samtaler, som skabte en anden form for indsigt.

“Alt det, jeg ikke havde forstået ved at se 100 nyhedsindslag på TV-avisen, det forstod jeg først, da jeg så Louis Theroux. Pludselig forstod man, hvad der dybest set var på spil hos både zionisterne og palæstinenserne,” siger Anders Agger. 

Han kalder det selv for “afvæbnet venlighed,” og det blev den arbejdsform han og Anders Ruholt skulle læne sig op ad, da de skabte deres eget tv-program. Et program, hvor der ligeledes heller ikke skulle være nogen fødte fjender.

Altid med en basal menneskelighed

Indefra er skabt ud fra en basal menneskelighed. Det er ifølge Anders Agger programmets helt centrale udgangspunkt: ønsket om at forstå, hvem et menneske er, der hvor de er lige nu. En tilgang baseret på empati, men ikke sympati. For det handler ikke om at have ondt af nogen.

“Indefra er skabt som et program, hvor der ikke er fødte fjender. Vi kommer ikke med en dobbelt dagsorden. Vi holder ikke med nogen og vi holder ikke om nogen,” siger han.

I sin reneste form er Indefra, ifølge Anders Agger, bare en samtale. Et møde mellem mennesker uden iscenesættelse.

“Vi kreerer ikke noget, vi tapper ind i det, og så tapper vi ud igen,” siger Anders Agger.

Tillid går begge veje

Men før man overhovedet får lov til at “tappe ind”, kræver det én ting: tillid. Tilliden der opbygges mellem redaktion og medvirkende er afgørende for de øjeblikke, der senere når ud til over en million seere på DR.

“Vi viser jo programmet til vores hovedmedvirkende altid. De har ikke redigeringsret, men altid ret til at påpege, hvis der er noget de mener er usandt. Så vil jeg høre hvorfor og diskuterer det. Nogle gange piller vi noget ud og retter det, fordi vi simpelthen har misforstået noget,” forklarer Anders Agger.

Og tillid går begge veje.

“Det der med at de kan få lov at komme op på DR, og se programmet sammen med os, som vi har forestillet os det skulle være, det giver virkelig noget,” fortæller han.

Men den tillid, der opbygges mellem redaktionen og de medvirkende, handler ikke kun om adgang. Den er også afgørende for, hvordan historierne fortælles, og i sidste ende for, hvordan seeren selv får lov til at forstå dem.

“Det er vigtigt at seerne selv konkluderer. Hvad synes du om det her?,” fastslår Anders Agger.

Nysgerrigheden som motor

Den tilgang hænger tæt sammen med en personlig motivation, der har fulgt ham siden programmet begyndelsen.

For hvad gør at han 13 år efter første afsnit af Indefra, nu er i gang med endnu en sæson? For ham er svaret ret enkelt.

“Jeg er basalt set stadigvæk helt vildt nysgerrig på de der miljøer,” forklarer han.

Derfor er det også stadig en præmis for programmet, at han skal godkende, hvilket tema de tager op i fremtidige programmer.

“Når det begynder at blive en form for skema, så skal jeg måske til at lave noget andet. Men det har jeg ikke mærket endnu. Det er nærmest blevet en større nysgerrighed med tiden,” siger han.

“Gå udenom det etablerede” Og med det sagt, så er der vel ikke meget andet at sige. Jo, hvis ikke det var, fordi Anders Agger havde et afsluttende godt råd til journaliststuderende. Et råd, som ikke meget ulig det, vi allerede har snakket om, også handler om at træde ud af en medieverden i accelererende fart.

“Det, jeg vil sige til folk, er, at de skal gå udenom det etablerede,” siger han.

Anders Agger endte selv, om end en smule tilfældigt, i praktik hos Ringkøbing Amts Dagblad. Og selvom der måske ikke var meget præstige forbundet med det at være praktikant hos et mindre lokalmedie, viste det sig, at det, i Anders Aggers tilfælde, var det helt rigtige sted at lande.

“Jeg lærte nogle ting på en relativ lille redaktion. Jeg lærte at agere. Jeg lærte at producere. Jeg lærte at være en del af et lokalområde,” fortæller han. 

Anders Agger gør sig i hvert fald selv den konklusion, at der kan være langt til variation og ønskeopgaver på de større redaktioner.

“Der er noget over at komme hen til et sted, hvor man får lov til at lave mange forskellige ting. Stiften her i Aarhus er genial. Altså jeg kan se, at praktikanterne får lov til at lave noget. Der er bare noget naturligt udvikling og nogle opgaver, som du ikke får andre steder,” siger han.

Start med skriften

Men altså vigtigst af alt, så lærte Anders Agger i sin praktik at skrive. Og det er der, tempoet igen bevæger sig ind i Anders Aggers journalistiske fortælling. For i sin praktik skrev Agger “som en i helvede.” Og mestringen af det håndværk har ageret et stærkt fundament i hans journalistiske arbejde.

“Der er ligesom en evolutionsplakat, hvor man starter som en abe, og så rejser man sig op og går. Der er noget fundamentalt i, at man starter med at formulere sig skriftligt, og så kan man altid gå i audio og video på et tidspunkt,” siger Anders Agger.

For hvorfor have travlt med at skulle mestre et utal af formater, hvis ikke man har styr på det grundlæggende?

“Der er noget omkring det med, at unge journalister tror, at de skal kunne det hele. Jeg synes, at noget af det vigtigste, der hvor I er lige nu, som journaliststuderende, det er at tage det roligt,” konstaterer han.

Og således er vi vel egentlig tilbage til start. Tilbage ved det rolige tempo, som på mange måder er katalysatoren for succes. I hvert fald i Anders Aggers tilfælde.