inde

Ansøgertallene til DMJX og SDU er stagneret efter flere års fald

For første gang i fem år er ansøgertallene ikke faldet på journalistuddannelserne på DMJX og SDU. I år har 686 søgt DMJX og 217 søgt SDU.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ansøgertallet på journalistuddannelserne på DMJX og SDU har de sidste par år kun været faldende.

Indtil nu.

Hvor tallene sidste år var faldet til 673 ansøgere på DMJX og 215 på SDU, er der for begge uddannelserne nu sket en lille stigning til hhv. 686 og 217.

I 2021 lå ansøgertallene på omtrent dobbelt så meget: 1266 på DMJX og 486 på SDU.

Men faldet fra dengang er altså nogenlunde fladet ud – for nu.

Stærkt ansøgerfelt

Ansøgertal for journalistuddannelserne

Kilde: DMJX og SDU

Institutleder på Institut for Journalistik på DMJX, Henrik Berggren, er glad for at der efter flere år med faldende ansøgertal, nu er en lille fremgang.

“Vi oplevede i 2025, at vi havde et stærkt ansøgerfelt, selvom det var mindre end tidligere. Så vi håber, at det også er tilfældet i 2026. Vi har stadig mange flere ansøgere, end vi kan optage,” fortæller han.

I 2024, hvor det største fald skete – fra 988 i 2023 til 721 i 2024 – kaldte Henrik Berggren udviklingen for “mystisk”. Han fortæller, at han stadig ikke ved, hvorfor interessen for journalistuddannelsen faldt dengang.

“Vi må så håbe, at stabiliseringen i 2026 er udtryk for, at vi også fremover vil have et relativt højt ansøgertal, og at interessen for faget ikke fortsætter med at falde,” siger han.

Nedturen er stopppet

Også på SDU lyder der en forsigtig optimisme over stagnationen i udviklingen af ansøgertal.

“Med de positive briller er der en lille bitte fremgang. I hvert fald glæder vi os over, at nedturen er stoppet,” siger Louise Kjærgaard, uddannelsesleder på SDU.

Sammen med RUC og AU, har DMJX og SDU gjort mere ud af at reklamere for deres journalistuddannelser med blandt små film om uddannelserne på deres hjemmesider.

“Forhåbentligt kan det have en effekt i de kommende år,” siger Henrik Berggren.

Henrik Berggren fremhæver også den nye hjemmeside til de studerenes produktioner, Resonans, og arbejdet med at løse problemet med praktikpladser, som noget der skal gøre uddannelsen på DMJX mere attraktiv.

For fotojournalistuddannelsen er der modsat de andre journalistuddannelser sket et lille fald fra 113 i 2025 til 102 i år.

“Vi skal optage 12 studerende, så der er stadig hård kamp om pladserne, men også her skal vi selvfølgelig være opmærksomme på at få fortalt om uddannelsen, så vi som minimum kan fastholde det nuværende niveau,” siger Henrik Berggren.

Læs også artiklen om sidste års fald i ansøgertal: ‘Trods ansøgertallet til journalistuddannelserne er halveret siden 2021, lever optimismen stadig’

Powered by Labrador CMS