Hvordan kommer vi sikrest gennem det minefelt, praktiksøgningen er?

Praktiksøgningen. Et minefelt af håb, drømme, lange nætter, uvidende ventetid, frustrationer og følelser. Hvor vejene for tabere og vindere krydses. Hvor skuffelse og sejr er to sider af samme mønt. Og hvor det nogle gange virker lige så tilfældigt som et møntkast, hvor man ender.

Det er i hvert fald sådan, den beskrives. Det er den fortælling, jeg hører. Af studerende, som tidligere har søgt praktik, der med hud og hår må siges at være de mest repræsentative erfaringskilder. Jeg kan af gode grunde ikke hverken af- eller bekræfte det endnu.

Det ræs og den bekymring, det efter sigende er at søge praktik, fylder nærmest ingenting i mit hoved. Heller ikke selvom jeg skriver en klumme i Illustreret Bunker om det. Jeg er meget fortrøstningsfuld. Ikke kun fordi jeg først skal søge næste semester, men også fordi jeg ved, at uanset hvor jeg ender – hvis jeg da ender et sted – vil jeg få en god tid. Med hele mit nysgerrige, engagerede og livslystne væsen.

Et konkurrencepræget studie

Men jeg har det skidt med tanken om, at mine (studie)kammerater bliver mine konkurrenter, når vi med forårets kommen skal søge praktikplads. En tid, der notorisk har ry for at være brutal, barsk og benhård.

Sådan er det som bekendt også på arbejdsmarkedet. Desuagtet fag og branche vil vi gennem livet skulle konkurrere med andre om stillinger, job eller pladser. Lidt konkurrence er godt, men for meget skævvrider. For vi skal huske, at vi trods alt repræsenterer det samme. Den samme branche, de samme normer, den samme profession.

Min bekymring er formentlig opstået, fordi jeg, da jeg startede på uddannelsen, hørte, at journaliststudiet er et meget konkurrencepræget studie. Sådan et, der skal afspejle en hæsblæsende branche i vild omvæltning og med problemer, vi får tudet ørene fulde af. Når jeg hører fortællinger fra branchen om, at der tidligt og silde sker fyringer, omlægninger og nedskæringer, sætter det også sine bekymrede spor i mig. Dertil kommer den uanstændige mangel på praktikpladser, der ligger som en skygge i bevidstheden på ellers håbefulde journaliststuderende, der bare gerne vil færdiggøre deres uddannelse. 

Jeg har gud ske lov ikke oplevet elementet af konkurrence i så udbredt grad, som jeg havde frygtet. Men jeg har heller ikke oplevet praktiksøgningen endnu.

Tiltalt af praktikken

Jeg valgte journalisthøjskolen i sin tid, fordi halvandet års praktik tiltaler mig. Da De Studerendes Råd i både København og Aarhus, som jeg er medlem af, blev adspurgt, var vi alle som udgangspunkt enige om, at halvandet års praktik er det mest optimale. Fordi vi som studerende lærer meget mere i den periode, end vi kan læse os til.

Men frygten for slet ikke at få nogen praktikplads rumsterede i mine tanker, da jeg skulle give mit besyv med. For det er mildest talt uhørt, at vi som studerende ikke selv er herre over, om vi kan færdiggøre vores uddannelse. Det bør DMJX være garant for.

Men nu har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afvist journalisthøjskolens anmodning om forkortning af praktiklængden til et år. Et af argumenterne var ellers, at et års praktik, som der tidligere har været en forsøgsordning med, ville afhjælpe praktikproblemet. Men problemet er der stadig – og vil stadig være der i fremtiden.

Jeg ved godt, at skolens ledelse, bestyrelse og alle omkring med bare den mindste smule indflydelse er klar over problematikkens omfang. Men hvis ikke der var det hul i uddannelsen, som praktikproblemet efterlader, ville min bekymring have væsentligt kortere ben at gå på.

Praktikken er noget, alle, jeg snakker med, glæder sig til. Det er megaspændende. Men min bekymring er, at vi, mens vi søger, bliver snæversynede og begynder at udkonkurrere hinanden – i stedet for at hjælpe.

For mig er det vigtigt, at vi gør hinanden gode: ser andres ansøgninger, taler åbent om vores styrker og svagheder og hjælper vores medstuderende. Ligesom vi deler noter, taler åbent om eksamen, det, vi synes er svært, og alle de tanker og følelser der hjemsøger os på et ellers berigende studie, håber jeg, at vi fortsat gør det samme, når vi skal søge praktikplads.

At vi i bund og grund værner om, i stedet for at vi skærmer for hinanden. At vi giver hinanden det, der på fagsprog kaldes peer-to-peer feedback. Det håber jeg, vi vil tage med ind i praktiksøgningen. Den her tankegang om, at vi står stærkest, når vi står sammen.

En hjælpende hånd

På side ti i forrige udgave af Illustreret Bunker kan man læse en ellers glimrende artikel, som i rubrikken spørger: ”Er der en arbejdsplads til en journalist som mig?”

Det spørgsmål er der formentlig mange af os, der grubler over fra tid til anden. For som underrubrikken retteligt indleder, hersker der en fortælling om en branche i krise. Men det er ikke dette indlægs ærinde. Jeg vil i stedet fremhæve et citat fra artiklen, som Jakob Albrecht, journalist på fagbladet Journalisten, er ophavsmand til:

”Der er et meget stærkt liv omkring studiet, som er unik for vores uddannelse. Det er også dét, man får på Journalisthøjskolen. Man lærer pludselig 200-300 journalister at kende, som kan hjælpe dig på vej, eller som du kan hjælpe”.

Det er ord, der taler til mit hjælpsomme hjerte. Ord, jeg håber, bliver omsat til handling, når mit semester skal søge praktik.

Jeg har stor fidus til mine medstuderende på tredje semester. Der er så mange kreative, krøllede hjerner, så meget vilje og viden, så mange ambitioner og så meget ansvarlighed. Det er en fornøjelse at være vidne til.

Netop af den grund har jeg måske ingen grund til at være bekymret. Bekymret for, om det bliver junglelovens regler, der vil herske. Måske fremsætter jeg en bekymring, der reelt set ikke er grundlag for. For jeg er i sandhed omgivet af mennesker, der er interesserede i at hjælpe. Studerende, der ønsker, at vi gør hinanden gode. Det oplever jeg i min daglige gang på studiet. Det håber jeg, vi tager med os ind i praktiksøgningen, når den tid oprinder.

Forhåbentlig bliver min bekymring gjort til skamme.

Tiden vil vise det.

Erfaring fra oven

De sidste måneder har jeg rakt ud til studerende på højere semestre end mig, fordi jeg gerne vil læse deres ansøgninger. Høre om deres erfaringer og se, hvordan de greb det an, dengang de skulle søge praktikplads. Og jeg er blevet mødt af et hav af hjælpende hænder. Fra venner, bekendte, medstuderende, der gerne vil hjælpe mig sikkert gennem det minefelt, de allerede er kommet sikkert igennem.

For jeg håber, at indledningen til citatet fra side 10-artiklen i Illustreret Bunker også er den profeti, der går i opfyldelse. At jeg er omringet af 200-300 hjælpende hænder, når jeg selv skal søge praktik. At nogle er interesserede i at få hjælp af mine hænder. At vi i bund og grund hjælper hinanden – så vi står stærkest muligt.

Dengang, min årgang var på rustur i Visby, stillede jeg mig op efter aftensmaden om lørdagen og ytrede et ønske om, at vi hjælper hinanden. Da det for mig er vigtigt, at vi udveksler erfaringer, viden, guldkorn og ideer.

Den tanke tog jeg med ind på journalisthøjskolen, og den vil jeg tage med mig ind i praktiksøgningen også. Fordi jeg mener, at vi sikrest kommer gennem det minefelt, praktiksøgningen er, ved at hjælpe hinanden.