Manden i baggrunden vil hellere rådgive end regere

Vi sidder og venter på de stole, vi er blevet henvist til i indgangen til Miljø- og Ligestillingsministeriet. Vagten har netop ringet til Rasmus Jønsson.

“Han tager den ikke,” siger han.

“Det kender vi godt,” svarer vi. Vi ved godt, at man sjældent får hul igennem til Rasmus Jønsson i første omgang.

Kort efter hører vi lyden af larmende skridt bevæge sig ned ad nogle trapper i nærheden. Det må næsten være Rasmus Jønsson. Selvom vi ikke har mødt ham før, har vi allerede et indtryk af ham som et lettere hektisk, fortravlet menneske.

Ganske rigtigt er det Rasmus Jønsson, der iført sorte lædersko og mørkeblåt denimsæt dukker op fra en dørkarm, kigger søgende på os og smiler stort.

“Er det jer?” spørger han os.

Som særlig rådgiver for Magnus Heunicke har Rasmus Jønsson nok at se til. Det krævede også en længere mailkorrespondance, flere sms-udvekslinger og kalendergymnastik over telefonen, før han fandt et hul i kalenderen til et interview. Men fredag den 14. november har Rasmus Jønsson sat en time af til os, mens ministeren er til møde med EU-kommissæren for ligestilling. Resten af dagen skal han og Magnus Heunicke til møder på Christiansborg, som vi ikke kan få lov at følge.

“Som regel har jeg ikke tid. I kan selv se, hvor svært det er,” siger han.

Magten er midlet

Rasmus Jønssons karriere som særlig rådgiver fik en turbulent start, da han blev hevet ind som Naser Khaders højre hånd i opstarten af Ny Alliance – i dag Liberal Alliance. Selvom det efterhånden er mange år siden, husker Rasmus Jønsson stadig, hvad der fik ham til at sige ja til jobbet.

“Tanken om at få bygget bro mellem fløjene og flytte magten ind på midten af dansk politik – det var det, der drev mig dengang,” siger han.

Et dramatisk exit efter ti måneder i Naser Khaders tjeneste blev enden på Rasmus Jønssons tid i Ny Alliance. Stort arbejdspres og uroligheder i partiet fik ham til at forlade politik. Men i 2014 fik en række lange, personlige telefonsamtaler med Magnus Heunicke om mennesker, politik og samfundet på ny åbnet døren til Danmarks øverste magtrum. Samtalerne mundede ud i et jobtilbud, som satte gang i store overvejelser hos Rasmus Jønsson. Ville han tilbage til den branche, han havde slået sig så hårdt på tidligere?

“Politik er jo en kontaktsport. Det er en hård branche at være i. Så jeg var i tvivl om, jeg skulle være en del af det miljø igen,” siger han.

I sidste ende blev idealerne og ønsket om at præge samfundet tungen på vægtskålen, da Rasmus Jønsson skiftede tilværelsen som partner i et kommunikationsfirma ud med jobbet som særlig rådgiver.

“Det kan godt blive kedeligt i længden at gå rundt i et glasbur med en kop te i hånden og forberede nogle kampagner for en virksomhed. Men at være i indercirklen af dansk politik og være med til at præge samfundet, synes jeg var meget spændende og tiltalende,” siger han.

Rasmus Jønsson lægger ikke skjul på, at han har holdninger til, hvordan samfundet skal se ud. Det får os til at spørge ham, om han aldrig har overvejet at træde frem foran scenetæppet og selv blive politiker.

“Jeg er manden i baggrunden, og det har jeg det rigtig godt med,” griner han. 

“Jeg har ingen ambitioner om at være politiker. Jeg har ikke kunnet analysere mig frem til hvorfor, men jeg har bare ikke den komponent i mig,” siger han.

Da vi spørger ind til magt som drivkraft, griner Rasmus Jønsson for sig selv. 

“Det ville være åndssvagt at sige, at jeg ikke kan mærke, jeg er i et magtrum, og det kræver selvfølgelig også, at jeg spiller spillet. Men personligt interesserer magt mig ikke supermeget,” siger han.

Rasmus Jønsson anerkender paradokset mellem så tydeligt at ville ændre samfundet og samtidigt ikke være drevet af magt. Men for ham er magten ikke målet – den er midlet til at opnå sine idealer.

“Ét coronaår svarer til tre almindelige”

Rasmus Jønsson tager os på en rundvisning gennem Miljø- og Ligestillingsministeriets labyrintiske gange. Her kan man let fare vild. Uniformiteten giver en følelse af deja vu.

Tilbage på Rasmus Jønssons kontor står stilen lige upersonligt hen. På en stumtjener i hjørnet hænger et jakkesæt og en ekstra skjorte klar til de situationer, hvor denimsættet ikke er tilstrækkeligt.

Det er tydeligt, at arbejdsværelset ikke er et opholdssted. Rasmus Jønssons job sker ikke ved skrivebordet, det sker ved ministerens side. Han er med, når Magnus Heunicke rejser land og rige rundt, er til møder og udvikler politik. Som særlig rådgiver er det en del af jobbeskrivelsen, at man arbejder for ministeren døgnet rundt.

Omskiftelighed er også en del af jobbeskrivelsen. Efter mange år ved Magnus Heunickes side i skiftende ministerposter, er han om nogen vant til uforudsete udfordringer. Det er noget af det, Rasmus Jønsson elsker ved sit arbejde. Han elsker alvoren og tempoet. Han elsker at være den, der har den.

Det krævede dog en omstillingsparathed i yderste potens, da landet i 2020 lukkede ned for at undgå spredning af en ny virus. Alles øjne var rettet mod daværende sundhedsminister Magnus Heunicke, som sammen med Rasmus Jønsson stod med en stor del af ansvaret for at håndtere coronavirussen. Den første tid var præget af tvivl. Gjorde de det rigtige? Hvor farlig var virussen? Hvor dødelig?

Da vi spørger ind til coronakrisen, ændrer stemningen sig. Han søger efter de rette ord, inden han fælder dom over det massive pres, der prægede de år.

“Jeg vil aldrig nogensinde ønske, noget menneske skal prøve det, som vi var igennem,” siger Rasmus Jønsson med alvor i blikket og en kontant tone, der ellers ikke har vist sig i vores snak med ham.

“Vi havde jo slet ikke hænder og mennesker nok til at kunne håndtere det pres, det var,” siger Rasmus Jønsson.

Det står lysende klart, at der for Rasmus Jønsson er et personligt før og efter coronakrisen.

“Det var en helt særlig tid. Og så hård. Virkelig hård. Jeg vil sige, at ét coronaår svarer til tre almindelige,” siger han.

Ministeren venter

I løbet af den tid, vi snakker med Rasmus Jønsson, tikker mange beskeder ind på de to telefoner, der ligger på hjørnet af hans skrivebord. Et opkald får ham til at forlade kontoret for en stund. Selvom han ikke lader sig forstyrre af beskederne og generelt er meget nærværende i samtalen, kigger han flere gange for at holde øje med tiden. Han har selvfølgelig en bagkant, for når Magnus Heunicke er færdig med sit møde, skal de afsted mod Christiansborg.

“Lige så meget som jeg hader hastigheden ved jobbet, bliver jeg også lidt afhængig af, at der sker så meget,” siger han.

Men det kan være svært ikke at lade sig opsluge, understreger Rasmus Jønsson. Derfor insisterer han på at have “et ben udenfor”. Den politiske verden må ikke fylde alt.

“Man skal jo heller ikke blive for afhængig af det tempo her,” siger han.

Vi er gået en smule over tid, da Rasmus Jønsson hæver mødet. En ministersekretær gør ham opmærksom på, at de skal være på Christiansborg om fem minutter. Ministeren venter. Mens Rasmus Jønsson står og famler i taske og jakkelommer efter sit Christiansborgkort, spørger vi, hvad det er for et møde, de skal til.

“Det ved jeg ikke,” kommer det prompte.

Det er nok begrænset, hvor nøje Rasmus Jønsson læser hver enkelt mødeindkaldelse. Hans vigtigste opgave er ikke at holde styr på dagsordener og detaljer, men at have fokus på de store linjer.

“Jeg skal have overblikket og se, om vi har den rigtige strategi og den rigtige kurs,” siger han.

“Følg med,” udbryder han, inden han småløber hen ad gangen. Med hastige, stadig larmende skridt bevæger han sig ned ad den samme trappe, vi mødtes ved for en time siden.

Da vi kommer ud af bygningen, står Magnus Heunicke og venter lettere utålmodigt på sin makker.

“Jeg kommer nu,” råber Rasmus Jønsson.