Er du en snowflake?

I et samfund, hvor alt i princippet er muligt, kan følelsen af utilstrækkelighed hurtigt få fat i unge mennesker. Det mener højskolelærer Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole, der i årevis har arbejdet med unge og deres forståelse af frihed, forventninger og identitet. Han har endda skrevet bøger om emnet. Christian Hjortkjær peger på, at vi i dag lever i et påbudssamfund, hvor idealerne er flydende, men kravene alligevel er høje.

Ifølge Christian Hjortkjær er det moderne narrativ om uendelige muligheder ikke kun inspirerende – det er også tungt at være i. Når der ikke længere er faste rammer eller klare veje at gå, bliver ansvaret for at lykkes lagt direkte på den enkelte. Og det former den unge generation i dag.

“Min mors generation var hæmmet af ydre regler; alt det, man ikke måtte. I dag siger vi, at alt er frit. Derfor bliver hæmningen vendt indad: Hvis du ikke realiserer dig selv, så er det dig, der er problemet. Men det er en løgn. Der findes stadig masser af ydre strukturer og pres,” siger Christian Hjortkjær.

Han mener, at de unge konstant konfronteres med et ideal om at være synlige, initiativrige og ekstroverte – en bestemt type personlighed, der ikke nødvendigvis afspejler alle.

“Vi siger, at unge har uendelige muligheder, men i dag ligger der altid et ‘bør’: Du bør bruge dine muligheder, og du bør bruge dem rigtigt. Idealernes rettesnor er ekstremt snæver,” siger han.

Han mener, at denne nye kultur efterlader unge mennesker med følelsen af utilstrækkelighed og imposter-syndrom – en tanke om at man, selvom man objektivt set har succes i en arena, en dag vil blive opdaget som svindler. Men er det også noget, der mærkes ude i journalistbranchen?

Usikkerhed er både godt og dårligt

Enola Holmen Lopez, journalistpraktikant på Sjællandske Nyheder, kan godt genkende de mønstre, som Christian Hjortkjær peger på. For hende er de mere flydende rammer i nutidens samfund både en gave og en udfordring i hendes rolle som journalist.

“De mange muligheder gør det nemmere, selvom jeg godt kan se, at det på sigt kan blive sværere. Lige nu skal jeg finde ud af, hvem jeg vil være som journalist, og der er det rart, at verden er så åben. Det giver et større kreativt spillerum,” siger hun.

Samtidig betyder de åbne muligheder, at det kan være svært at vide, om man er “god nok”, og hvor man egentlig er på vej hen.

“Nogle mennesker har femårsplaner, sådan fungerer jeg ikke. Det kan være fedt, men også lidt angstprovokerende ikke at vide, hvor jeg gerne vil være om ti år. Det lægger et pres, men ikke et pres, som jeg bryder sammen af,” siger hun.

For Enola Holmen Lopez hænger følelsen af at være en dygtig og god journalist tæt sammen med anerkendelse udefra – fra kolleger, redaktører og læsere. Hun tror, at det betyder meget for hende at få den ydre bekræftelse, fordi hun stadig er ny i faget og kan have svært ved at vurdere sit eget arbejde. Men hun fortæller også, at hun ofte oplever imposter-syndrom.

“Jeg kan nogle gange tænke ‘jeg burde ikke være kommet ind på journalisthøjskolen’, eller ‘hvornår opdager de, at jeg ikke kan noget?’ Og hvis jeg får ros, kan jeg bilde mig selv ind, at de bare siger det for at være søde. Samtidig betyder anerkendelse meget for mig. Det er en mærkelig balance,” siger Enola Holmen Lopez.

Alligevel ser hun ikke kun tvivlen som noget negativt og destruktivt. Hun ser den også som noget, der rykker hende fagligt.

“Hvis man altid synes, man er fantastisk, lærer man ikke noget. Det skal ikke tage overhånd, men lidt ydmyghed gør, at man reflekterer og forbedrer sig,” siger Enola Holmen Lopez.

Og hvis hun skal komme med et bud på, hvor utilstrækkeligheden og usikkerheden kommer fra, kan hun ligesom Christian Hjortkjær også godt mistænke, at hendes generationelle baggrund har noget at sige.

“Jeg tror, det er en generationsmæssig ting. Mange unge føler sig utilstrækkelige på flere områder,” siger Enola Holmen Lopez.

Imposter-syndrom kender ingen alder

Enola Holmen Lopez oplever også, at forskellighederne gør, at generationerne misforstår og fejlvurderer hinanden. Det oplevede hun, da hun startede i praktik. Hun har for eksempel lagt mærke til, at nogle kollegaer slår sig på, at unge ofte siger ”jeg føler”. Hun oplever en generalisering af, at hendes generation er meget skrøbelig – men det er mere nuanceret end det.

“Jeg lagde hurtigt mærke til, at nogle af mine kollegaer har et ret skævt syn på generation Z. De ser os som snowflakes, der ikke kan tåle noget og som helst ikke vil arbejde for meget, fordi vi skal passe på os selv. Jeg kan godt se pointen, men den er også misforstået,” siger hun.

Christian Hjortkjær oplever også, at de ældre generationer kan have svært ved at forstå de unge. Og han kommer med en forklaring på, hvorfor disse misforståelser opstår.

“Et godt eksempel er idealet om ‘at få mest muligt ud af dagen’. 60+ generationen tolker det som: Har du gjort dit bedste, så er dagen god. Unge siger: Det er umuligt, man kan altid gøre mere. Det viser, hvor forskelligt vi reagerer på idealer,” siger han.

Hos Aarhus Stiftstidende kan redaktionschef Thomas Nielsen-Grøn nikke genkendende til nogle af de mønstre, som Christian Hjortkjær påpeger. Men hans oplevelse er ikke, at selvkritikken skyldes en særlig ungdomsgeneration.

“Min oplevelse er ikke, at der er forskel på den faglige selvtillid fra generation til generation. Der er forskel fra person til person. Det har simpelthen ikke noget med generationen at gøre,” siger han.

Han fremhæver, at de unge praktikanter, avisen har haft i de senere år, er både etiske, nysgerrige og velovervejede. De stiller spørgsmål – også om de større principper i journalistikken, og det ser han som en styrke.

“De seneste praktikanter har virkelig været gode og ordentlige. De stiller ikke spørgsmål til, hvordan man laver en rubrik – eller det gør de selvfølgelig også, men de bekymrer sig mere på et højere plan om etik og moral,” siger Thomas Nielsen-Grøn.

Christian Hjortkjær tegner et billede af en generation, hvor idealet er at være ekstrovert og initiativrig. Det oplever Thomas Nielsen-Grøn også blandt sine meget nysgerrige praktikanter – han ser det dog kun som en styrke. Og selvom Thomas Nielsen-Grøn ikke ser helt de samme forskelle mellem generationerne som Christian Hjortkjær og Enola Holmen Lopez, oplever han også, at mange unge føler, at de skal præstere ekstra meget; måske mere, end der er grund til.

“De praktikanter, vi har fået ind de senere år, har en større selvstændighed. Men de kommer også ind med en større selvbevidsthed og selvkritik. De tænker, at de skal performe og har attituden: ‘Jeg skal vise noget!’ Men de er rigeligt dygtige,” siger Thomas Nielsen-Grøn.

Derfor forsøger han at rose praktikanterne, så de også selv forstår, at de er gode nok. Og han fortæller, at de på Aarhus Stiftstidende er i gang med at udvikle en arbejdsplads, der er psykologisk tryg. Så medarbejderne føler, at de kan sige højt, hvis de er usikre fagligt eller har det dårligt privat. Og faktisk peger Christian Hjortkjær på, at netop dette kan give ro i et samfund, der konstant kræver udvikling: Hvis institutionerne bliver mere rummelige.

Så selvom der er forskellige oplevelser af den unge generations baggrund, er der faktisk en del enigheder mellem højskolelæreren, journalistpraktikanten og redaktionschefen. Sidstnævnte er dog ikke helt overbevist om, at den generationelle forskel er særligt stor. Han kender også til imposter-syndromet – men han mener, at det langt fra er noget, de unge har patent på.

“Vi, der er ældre, lider også af det. Vi er bare ikke så meget for at indrømme det,” siger han.