inde
Er der en arbejdsplads til en journalist som mig?
Fortællingen om en branche i krise og en mangel på jobs kan hurtigt fylde blandt de journaliststuderende på DMJX. Men hvorfor uddanner vi så mange journalister, hvis der ikke er behov for dem? Og er virkeligheden så sort som den af og til gøres til?
“Men det gode er, man behøver jo ikke bekymre sig om at blive fyret, hvis man aldrig når at blive ansat”.
En joke som denne er ikke fremmed blandt journaliststuderende på DMJX. Spørgsmålet er, om der er sandhed at finde i den sorte humor. I en analyse fra 2023 udgivet af Dansk Arbejdsgiverforening fremgår det, at 27 procent af nyuddannede journalister står uden arbejde et halvt år efter endt uddannelse. Der kan altså være et stykke vej fra titlen som uddannet journalist til arbejdende journalist. Netop dimittendledigheden fylder da også hos uddannelsesinstitutionen. Af DMJX’ kvalitetsrapport fra 2024 fremgår det, at dimittendledigheden er den største strategiske udfordring for både DMJX og uddannelserne i særdeleshed. I kvalitetsrapporten beregnes ledigheden hos nyuddannede som et gennesnit i 4.-7. kvartal efter dimission. I rapporten fremgår det, at der i 2021 blot var 10,5 procent ledige. I 2022 steg det til en ledighedsprocent på 12,7 procent.
Puha, synes du ikke også, her er lidt trængt?
Problemet med dimittendledighed er ikke spor nyt, hvis man spørger Allan Boye Thulstrup, forperson for Dansk Journalistforbund og medlem i DMJX’ bestyrelsen.
“Jeg hører det hyppigt problematiseret, at der bliver optaget for mange på journalistuddannelserne på grund af den høje dimittendledighed,” siger han.
Han henviser her til, at der er en automatisk dimensionerings-mekanisme på uddannelser. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fastsætter et loft over hvor mange pladser en uddannelse må have på en årgang. Dette er fastsat på baggrund af blandt andet beskæftigelsesmulighederne efter endt uddannelse. Hvis Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vurderer at der er en overledighed af journalister, igangsætter de dimensioneringen og fjerner pladser fra DMJX.
“Hvis den mekanisme bliver aktiveret, så må vi acceptere det, som det er,” siger Allan Boye Thulstrup. Dimensionering kan dog ske fra begge sider af bordet. DMJX har også knapper at trykke på, men det mener Julie Sommerlund, rektor på DMJX, ikke er nødvendigt lige nu.
“Vi ville godt kunne skrue ned, men det ser vi simpelthen ikke nogen grund til. Hvis jeg kigger på jeres beskæftigelsestal, så gisper jeg ikke,” siger Julie Sommerlund. Hvis DMJX begynder at fjerne nogle af de nuværende 224 årlige pladser på uddannelsen, kan det have negative konsekvenser for kvaliteten af uddannelsen, påpeger Allan Boye Thulstrup.
“Hvis man bliver dimensioneret, forsvinder der penge ud af systemet. Vi bliver betalt per studerende. Jo flere elever man har, jo flere stordriftsfordele, jo flere undervisere, jo bedre kvalitet. Det er bestyrelsens opgave at vedligeholde det,” siger han.
Arbejdsløsheden har været længe undervejs
Journalist Jakob Albrecht forfattede i april artiklen ’Vi var årgangen, der troede, vi skulle være journalister. Knap 30 år senere ligner det, at vi er flygtet fra medierne’, udgvet i Journalisten. “Der er jo ikke så meget ‘nyt’ i den historie, men det er bare min fortælling om, hvordan journalistfaget har ændret sig,” siger Jakob Albrecht.
Den samme selvironi og pragmatisme, man kan møde på DMJX’ gange i dag, mødte årgangen fra ‘97 også på den anden side af Journalisthøjskolens trygge mure.
“Man blev nødt til at tænke, ‘hvad fanden skal jeg så stille op’? Den der tristesse, den kan sagtens indfinde sig, når man står med sit eksamensbevis, og det kan blive lidt svært,” siger Jakob Albrecht. Det kan meget vel være, at journalist rimer på pessimist og idealist. Jakob Albrecht mener dog, at man som journalist må være optimistisk og fokusere på det store behov, der er for journalister og faget generelt.
“Der er faktisk mere behov for journalister i dag, end der nogensinde har været. Så gør det. Bliv journalist, selvom man godt ved, at det kan være lidt svært. Gør det, fordi du er interesseret i dét, der er journalistikkens væsen, og det man kan finde frem til,” siger Jakob Albrecht.
Julie Sommerlund mener ligeledes, at man som journaliststuderende må huske, at der er et behov for én på den anden side af studiet.
“Hvem skal ellers lave kritisk journalistik? Hvem skal så løfte den opgave?” spørger hun.
