Laura Kruse Hansen satte sig på en bænk ved siden af ham, hendes veninde altid går en stor bue rundt om

”Skal jeg prøve, skal jeg ik’ prøve?” tænkte Laura Kruse Hansen. Hun var lige cyklet forbi Jan No Hair, der sad ved busstoppestedet ude foran Trøjborg Centeret og drak vodka direkte fra flasken.

“Han ville nok have noget spændende at fortælle,” tænkte hun. Og han ville nok passe perfekt til den opgave, hun lige var blevet sendt ud på i forbindelse med skriftforløbet på andet semester.

Har man haft skriftforløbet, kender man opgaven. Kom ud i verdenen, find et menneske, fortæl deres historie – på under fire timer.

Og selvom det umiddelbart var en stressende opgave i første omgang, viste den Laura Kruse Hansen værdien af at komme ud i verdenen for at fortælle de historier, der ellers aldrig bliver fortalt.

Hvorfor drikker Jan?

Laura besluttede sig for at parkere sin cykel og gå hen til Jan. Hun satte sig ved siden af ham på bænken ved busstoppestedet og spurgte, “Venter du også på bussen?”

Efter en kort smalltalk begyndte Jan at fortælle, om hvorfor han sad ved busstoppestedet, men ikke ventede på nogen bus.

Han fortalte om et hårdt liv med sygdom, familietragedier og tatoveringer – og om, hvorfor han hedder ’No Hair’. Alt sammen noget, der kan sige lidt om, hvorfor han sidder på bænken ved busstoppestedet med en flaske vodka.

“Der er jo en grund til, at han drikker,” siger Laura Kruse Hansen.

Ufortalte historier

Historier fra mennesker på kanten af samfundet er ifølge Laura Kruse Hansen dem, journalister er forpligtede til at fortælle.

“Det er vigtigt at fortælle de historier, for de fortæller ikke sig selv. Folk, der går forbi på gaden, skal ikke bare tænke ‘shit, han er et dårligt menneske’. De skal vide, at han har noget i bagagen, der forklarer, hvorfor han sidder der,” siger hun.

Og netop hvordan folk tænker om dem, der sidder på bænken, kom til udtryk, da forbipasserende sendte hende bekymrede blikke, mens hun sad og interviewede Jan.

Da hun senere viste den færdige artikel til sin veninde, fortalte veninden, at hun godt havde set Jan sidde ved busstoppestedet, men at hun altid gik en stor bue uden om ham, fordi han virkede creepy.

Laura Kruse Hansen var jo også selv i første omgang i tvivl om, hvorvidt hun skulle gå hen til ham, men efter interviewet havde hendes opfattelse af ham ændret sig.

“Han er jo megasød,” siger hun.

Udnyttelse eller ej

Laura Kruse Hansen tog fra interviewet godt tilfreds over at have fået en god historie.

Men da hun begyndte at skrive artiklen, tænkte hun på, hvorvidt hun mon udnyttede ham.

“Bruger jeg alle hans traumer til en artikel, som jeg får mit navn på?” tænkte Laura Kruse Hansen.

Men hun følte nu alligevel, at Jan havde fortalt historien af egen vilje. Og han ville også gerne skabe en forståelse for, hvorfor han nu sad der.

Laura Kruse Hansen endte selv med at blive glad for artiklen. Den endte da også med at score en forsideplads på Resonans. Hun anbefaler andre – både dem, der får samme opgave, men også alle andre journalister – at komme ud i verdenen og fortælle de historier, man normalt går en bue rundt om.

Laura Kruse Hansen vinder Bunkerprisen for at vise, at man sagtens på blot en halv arbejdsdag kan nå at fortælle en af de svære historier. Du kan læse Laura Kruse Hansens artikel ‘Jan No Hair’ på resonans.dmjx.dk, hvor du også kan finde ud af, hvordan han gik fra tilnavnet ‘hair’ til ‘no hair’.

Bunkerprisen er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde.

Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen.

Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.