At dække EU er ifølge Ole Ryborg det mest privilegerede job i verden: “Jeg skal bæres ud, før jeg stopper”

Han har været i rum med alle de store: Trump, Thatcher, Clinton og Obama.

Han var til stede, da man ved et topmøde i 1989 skændtes om, hvorvidt man skulle tillade Tyskland at blive genforenet eller ej. Og igen ved euroens fødsel i Maastricht i 1991.

I dag er Ole Ryborg DR’s levende EU-leksikon i Bruxelles.

Rockstjernen fra Vejle

Det var aldrig en drøm for Ole Ryborg at blive journalist.

I gymnasietiden spillede den unge Ole i et band med nogle venner, og da studenterhuen kom på hovedet, vidste han ikke helt, hvad han ville. I dagtimerne arbejdede han på et posthus i Vejle, og i weekenden spillede bandet koncerter rundt omkring.

Det gik egentlig ret godt med musikken, og de penge han ikke tjente på posthuset, kunne han tjene på weekendkoncerterne.

Planen efter gymnasiet var derfor bare at spille noget rockmusik og fortsat arbejde på posthuset.

Det var først, da bandets forsanger, Lars Daneskov, blev optaget på Journalisthøjskolen, at Ole Ryborg fik øje for faget.

”Når Lars fortalte om skolen, lød det så spændende, at jeg tænkte ‘det er det her, jeg vil’,” siger han.

Så Ole Ryborg gik til optagelsesprøve. Tre gange. Og i 1987 lykkedes det endelig. Ole Ryborg kom ind.

Det EU-kritiske eksamensprojekt

Journalisthøjskolen i Aarhus var landets eneste journalistuddannelse, og flere tusinde ansøgte hvert år for at komme ind.

Men Ole havde jo sit band i Vejle? De øvede i hverdagene og spillede i weekenden. Dem ville han ikke bare opgive.

Derfor flyttede Ole Ryborg aldrig til Aarhus. Igennem hele sin tid på Journalisthøjskolen blev han boende i Vejle og pendlede frem og tilbage hver dag.

Det samme gjorde Ole Ryborgs makker på skolen Jørn Nielsen, der udover at være journaliststuderende også var aktiv i ungdomspolitik og havde kontakter til EU-kritiske kredse.

”På andet semester skulle vi lave et graverprojekt, og Jørn fik den idé, at vi skulle prøve at grave i EU’s ’vanvittige’ landbrugspolitik og de mange penge, man brugte på det,” siger Ole Ryborg.

Ud af det kom der en stor artikelserie, som makkerparret lykkedes med at sælge til Ekstra Bladet Søndag og EU-modstandernes ugeavis NOTAT.

På den måde fik Ole Ryborg dækket EU-stof for første gang allerede i studietiden.

Ingen praktikplads

På tredje semester var det tid til at søge praktik. Ole Ryborg drømte om at komme i praktik på Vejle Amts Folkeblad, så han kunne blive boende i Vejle og holde liv i bandet.

Men sådan skulle det ikke gå.

Han lykkedes ikke med at få pladsen hos Vejle Amts Folkeblad. 

Så der stod han efter første praktikrunde. Uden praktikplads. Indtil telefonen ringede.

Den EU-kritiske avis NOTAT, som Ole Ryborg tidligere havde solgt sit og Jørns projekt til, havde læst nogle af hans artikler og opfordrede ham til at søge deres plads i Bruxelles. 

Det lød spændende. Han ville få et interrailkort hver måned, og fik som opgave at rejse rundt i Europa og skrive EU-kritisk stof. En drømmeplads for en ung journalist. 

Så da praktiktiden startede, flyttede Ole Ryborg til Bruxelles, mens han skrev for NOTAT.

Efter praktiktiden fulgte jobs på forskellige aviser som Information, Weekendavisen, Mandag Morgen og Det Fri Aktuelt. I 2011 blev han ansat som EU-korrespondent hos DR. 

Usexede EU

Europa-parlamentsvalget har den laveste valgdeltagelse af alle valg i Danmark. 

Derfor ser Ole Ryborg det som en vigtig opgave at levere den nødvendige baggrundsinformation, så danskerne kan få et bedre indblik i EU’s politiske landskab.

Ole Ryborg tror selv, at der er flere årsager til, at danskernes interesse er mindre, når det kommer til EU.

“For det første er EU ofte komplekst stof med langstrakte processer,” siger han.

En anden årsag er den manglende personlige genkendelighed, mange danskere har ved EU’s politikere og centrale beslutningstagere, mener Ole Ryborg.

“Vi dækker alt, hvad Trump siger, også selvom han ikke nødvendigvis gør noget. Bare dét, at han siger noget, er en nyhed. Det er aldrig en nyhed, hvad nogen har sagt i EU. Det er først, når de fremlægger et konkret forslag, at det bliver en nyhed,” siger han.

Han fortæller, at medieinteressen derfor er mindre, når det handler om personer, man kender dårligere – også selvom det handler om omfattende love, der tydeligt mærkes i Danmark.

Som TV-journalist er Ole Ryborg nogle gange nødt til at stille de “dumme” spørgsmål, for at få politikerne til at forklare, hvad der er sket, så der ikke er nogen indforståethed. 

På den måde får politikerne skåret EU-begivenhederne ud i pap, så selv den mest forudsætningsløse TV-seer kan følge med. 

Er EU-dækningen truet?

Efter flere årtier i Bruxelles mærker Ole Ryborg til tider, at EU-dækningen er under pres. Nogle medier skærer stillingerne væk eller forventer, at journalister dækker EU hjemmefra. Det betyder, at der er færre korrespondenter på brændpunktet, hvilket ifølge Ole Ryborg gør, at man mister noget afgørende.

“Hvis du ikke har folk hernede, så er der fri bane for ministrene til at stille sig op og tale uden at få kritiske modspørgsmål,” siger han.

Derfor insisterer Ole Ryborg på at være til stede lige præcis dér, hvor beslutningerne tages og på den måde give danskerne en forståelse for EU’s tekniske maskinrum.

Han mener, at man dermed sikrer, at danskerne får serveret kritisk og udredende EU-journalistik, som er afgørende for et sundt demokrati.

Udover at være til stede handler det også om, at EU-lovgivningen kan være så kompleks, at det især er dem, der følger processerne tæt, der kan gennemskue betydningen for danskerne. 

Derfor kan det være svært at dække nuanceret, hvis man som journalist er ansat til både at dække EU, men samtidig også laver andet.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Ole Ryborg ser ikke kun ulemper ved den sparsomme interesse for Unionen.

“I Bruxelles slipper vi for alle mellemregningerne,” siger han.

Når det kommer til forhandlinger i EU, står journalisterne ikke tæt på forhandlingslokalet og rapporterer om, hvem der har sagt hvad hver eneste dag, som det nogle gange ses på Christiansborg. Her er det oftest først en historie, når der er resultater, eller nogen fremlægger noget konkret. 

“Vi dækker handlinger frem for holdninger,” siger han.

Ifølge Ole Ryborg er det positivt, at man som EU-journalist fokuserer mindre på personspillet og i højere grad koncentrerer sig om substansen og det, der faktisk bliver besluttet.

Ole Ryborg mener selv, at han har verdens mest privilegerede job og har planer om at fortsætte, så længe helbredet holder til det.

“Jeg skal bæres ud, før jeg stopper,” siger han.