Skær i praktikken, hvis vi vil have ”indspiste” journalister

Før jeg tog til Washington, troede jeg, at jeg havde styr på USA. Jeg fulgte valgkampe, kendte magtens tre grene og havde læst side op og ned om den polarisering, vi hører så meget om herhjemme. Jeg mente, jeg forstod, hvorfor landet virker så splittet.

Men da jeg kom derover, begyndte billedet at ændre sig. Når man står midt i magtens centrum, taler med politiske rådgivere, lobbyister og helt almindelige amerikanere, opdager man, at frontlinjerne ikke kun handler om højre og venstre.

De er formet af lokale økonomier, personlige historier og kompromiser, der sjældent når hjem til de danske avisforsider. Det er en virkelighed, man kun forstår, når man får tid til at lytte – også når samtalen modsiger alt det, man troede, man vidste.

Den slags indsigt får man ikke på afstand. Den kræver tid, nærvær og en praktikperiode, der giver mod til at rejse ud og rum til at bruge erfaringerne, når man kommer hjem. Derfor bekymrer det mig, at DMJX nu har søgt om at skære praktikken ned fra halvandet år til ét.

Det halve år, der gør forskellen

En af DMJX’ største fordele, som journaliststuderende, er netop det, der nu er truet: den halvandet år lange praktik. Den giver plads til et halvt år i udlandet og et helt år hjemme – en kombination, der gør det muligt at tage springet uden at gamble hele forløbet.

Udlandspraktik kræver både mod og planlægning. Det ekstra år på en dansk redaktion fungerer som sikkerhedsnet: man kan tage chancen, velvidende at der stadig venter et helt år hjemme til at lande erfaringerne. Hvis perioden skæres ned til ét år, forsvinder den tryghed, og udlandsopholdet bliver et langt større sats – ikke fordi man mangler lyst eller sprog, men fordi et enkelt forkert valg kan koste muligheden for en dansk plads.

Den hjemlige barriere

En kortere praktikperiode kan nemlig skabe problemer på hjemmefronten. Hvilken dansk redaktion vil investere i en praktikant, der kun kan blive et halvt år? Redaktioner bruger tid og ressourcer på oplæring og forventer som regel mindst et år, før arbejdet for alvor betaler sig. Hvis perioden skæres ned, frygter jeg, at det bliver langt sværere at få en plads, når man vender hjem, og at mange helt vil droppe udlandspraktik for at sikre sig et stabilt år i Danmark.

Tilhængere af en forkortet praktik hævder, at det kan give flere praktikpladser. Men de udenlandske pladser udvider allerede puljen. Jeg kender flere, der ikke fik en dansk plads i første omgang, men som fandt vej via praktik på ambassader. De muligheder eksisterer kun, fordi man kan tilbyde en dansk redaktion et helt år bagefter. Hvis man kun kan tilbyde et halvt, er min bekymring, at færre vil turde tage ud, og paradoksalt nok risikerer vi at ende med færre, ikke flere, praktikpladser.

Det, man ikke kan læse sig til

Udlandspraktik giver en personlig horisontudvidelse, som ingen bog eller forelæsning kan levere.

I Washington fik jeg venner, jeg aldrig ville have mødt i Danmark. Hverdage og weekender blev delt med praktikanter fra hele Norden – grønlandske, svenske, norske og finske – som bragte helt andre erfaringer og perspektiver ind i vores samtaler. Over fredagsøl og søndagsbrunch diskuterede vi alt fra medieetik til national identitet.

Endnu vigtigere var mødet med dem, der slet ikke arbejdede med journalistik. Jeg boede og arbejdede side om side med statskundskabere, historikere og jordbrugsøkonomer, der viste, hvor bredt samfundsviden kan bruges. De udfordrede mine egne blinde vinkler og gav mig historier og indsigter, jeg aldrig ville have fået i en redaktion fyldt med DMJX-studerende. Som en af dem tørt bemærkede: ’I journalister er jo lidt en indspist gruppe’.

Og så var der de kontakter, man kun får ved at være fysisk til stede i magtens centrum. Jeg lærte politiske medarbejdere fra både senatorer og kongresmedlemmer at kende – folk, der viste os rundt i dele af Kongressen, turister normalt aldrig ser. En af dem spillede endda fodbold med os hver fredag morgen, inden vi gik på arbejde. De møder åbnede døren til politiske samtaler og uformelle indblik, som intet pressemøde kan levere, og gav mig mulighed for at sparre direkte med journalister fra medier som Fox News, Newsmax og NPR.

Arbejde i krydsilden

Opholdet var også en øvelse i håndværk og logistik på et niveau, jeg aldrig havde prøvet hjemmefra.

I løbet af få måneder tog antallet af officielle delegationer til, og kulminerede med besøg fra både Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen. Det betød lange dage med pressebriefinger, koordinering af interviews, udarbejdelse af baggrundsmateriale og planlægning ned til sidste detalje. At stå midt i et ministerbesøg med amerikanske sikkerhedskrav, diplomatiske hensyn og danske mediers deadlines var en ‘crash course’ i, hvordan politik og presse reelt fungerer, når det gælder.

Erfaringer får værdi, når de omsættes

Udlandspraktik giver først fuld værdi, når oplevelserne kan prøves af hjemme. Det halve år i udlandet åbner for nye arbejdsmetoder, historier og blinde vinkler, man ikke ser i hverdagen. Men først på en dansk redaktion bliver indtrykkene for alvor omsat til forandring.

“Der er også brug for endnu dybere viden om samfundsforhold i en verden så kompleks, som vores er blevet,” skriver rektor Julie Sommerlund i et LinkedIn-opslaget d. 25. september, hvor hun annoncerer bestyrelsens ansøgning om en etårig praktik sendt til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. 

Jeg deler ønsket om dybde, men det kræver netop, at studerende får tid til både at opleve kompleksiteten i praksis og at bearbejde den bagefter. Det ekstra praktikhalvår er ikke en modsætning til fordybelse; det er selve forudsætningen for den.

Journalistikkens verdensfag

Det her handler ikke kun om de studerende. Det handler om dansk journalistik.

Vi lever i en tid, hvor selv lokale historier har globale dimensioner. Klimakrisen, techgiganternes magt, migration, sikkerhedspolitik – alle de store temaer, danske medier dækker, udspiller sig på tværs af grænser. Selv de mest hjemlige emner, fra fødevarepriser til boligmarked, formes af beslutninger i Bruxelles, Beijing og Washington.

Hvis vi vil have journalister, der kan dække den virkelighed, skal de have mærket den på egen krop – ikke blot nøjes med at læse rapporter eller omskrive internationale kilder.

De skal have stået midt i den, talt med kilderne og forstået de kulturelle nuancer. Udlandspraktik er ikke en luksus; det er en investering i bedre journalistik.

Derfor bør skolen og branchen gøre udlandspraktik lettere og mere attraktiv. Det kræver legater, vejledning og netværk, men først og fremmest tid. Hvis det ekstra halve år forsvinder, forsvinder også forudsætningen for at sende flere studerende ud i verden.

Et kald til handling

Spørgsmålet er ikke, om det kan lade sig gøre at forkorte praktikken, men hvilken type journalister vi ønsker at uddanne. Vil vi have folk, der har mærket verdens kompleksitet, eller vil vi nøjes med en dansk boble, hvor man kun har læst om den?

Hvis vi mener alvor med globalt udsyn, skal praktikken styrkes – ikke skæres. Vi skal sikre, at alle studerende, ikke kun de mest ressourcestærke, får muligheden for at tage ud, lære verden at kende og bringe den viden hjem.

Mit ophold i Washington gav mig indsigt i amerikansk politik, et internationalt netværk og erfaring med højtprofilerede ministerbesøg, som jeg aldrig kunne have fået i Danmark. Hvis vi vil have journalister, der kan dække en global virkelighed med tyngde og forståelse, må vi give dem tiden til både at opleve den og til at omsætte erfaringerne, når de kommer hjem.