Helt tæt på kriminelle kilder: Hvor går grænsen?

Året er 2019, og journalist Jens Anton Bjørnager får øjnene op for en ekstraordinær sag: En dansk statsborger sidder i et spansk fængsel, fordi han er dømt for at have kæmpet for Islamisk Stat. Han påstår, at han slet ikke var terrorist, men derimod agent for de danske efterretningstjenester PET og FE.

Jens Anton Bjørnager får kontakt til Ahmed Samsam gennem hans mor. I den følgende tid sidder Jens Anton Bjørnager ofte med Ahmed Samsams familie og foretager fem til syv minutters lange opkald med den fængslede odenseaner.

Da Ahmed Samsam i december 2020 bliver overført til et dansk fængsel, sørger Jens Anton Bjørnager for at komme på hans ringeliste – en liste på ti personer, som Ahmed Samsam må ringe til fra fængslet.

“I det danske fængsel begynder vi at tale mere sammen. Han har jo ikke så meget at lave, så vi ringer tit sammen og snakker. Både om sagen, men også om alt muligt andet. For eksempel madopskrifter, tidens nyhedshistorier og krige. Så der lærer vi hinanden bedre at kende,” fortæller Jens Anton Bjørnager.

I 2019 skriver Jens Anton Bjørnager en række artikler for Berlingske om den terrordømte Ahmed Samsam. Historien vækker opsigt, men der skal gå lang tid før, at der for alvor sker noget i Samsams sag. Derfor bliver de to ved med at holde kontakten, og Jens Anton Bjørnager bliver ved med at dække sagen. Og det er dette – at følge et menneske over længere tid – der får Jens Anton Bjørnager til at insistere på, at det kan være værdifuldt at have en tæt relation til denne slags kilder.

“Man kan sagtens have en mangeårig relation til en – også en fra et kriminelt miljø – som kan blive venskabelig. Det nytter ikke noget, hvis det eneste tidspunkt, du snakker med kilden, er, når du har brug for noget. Gode relationer skal gå begge veje,” siger han.

Vi arbejder med ægte mennesker

Jens Anton Bjørnager er ikke den eneste journalist, der har haft kontakt til Ahmed Samsam. Louise Dalsgaard, der er retsanalytiker på DR, har fulgt sagen nærmest fra begyndelsen. Hun har ligesom Jens Anton Bjørnager siddet hjemme hos Ahmed Samsams mor og hørt med på de korte opkald til det spanske fængsel. Men for hende er det vigtigt, at relationen til Samsam aldrig har været et venskab.

“Vi kunne godt joke, men jeg har altid holdt en distance. Der skulle ikke være noget, nogen kunne misforstå som venskab eller sympati. Man skal kunne stole på, at jeg dækker sagen – ikke personen,” fortæller hun.

Louise Dalsgaard forklarer, at hun fra start var meget klar i mælet over for Ahmed Samsam. Han skulle vide, at hvis hun fandt noget, der modsagde hans fortælling eller satte ham i et dårligt lys, så ville hun også offentliggøre det. Deres roller som journalist og kilde skulle være meget tydelige.

”Selvfølgelig skal man være menneske og kunne spørge, om han havde en god ferie, men jeg er meget påpasselig med, at vi ikke får en relation. Jeg skal ikke ud at spise med ham eller til gallapremiere – det gør hans advokater, men det skal jeg ikke,” siger Louise Dalsgaard.

Selvom Jens Anton Bjørnager kom meget tæt på Ahmed Samsam, er han enig i, at det er vigtigt med den tydelige definition af rollerne.

“Min erfaring er, at man fra starten skal have en klar journalist-kilde-relation. I kildens bevidsthed skal man være en journalist,” siger Jens Anton Bjørnager.

Selvom Louise Dalsgaard ikke har anset relationen til Ahmed Samsam som venskabelig, ligesom Jens Anton Bjørnager har, mener hun stadig, at man skal være et menneske og udvise ægte interesse for sine kilder.

“Man må ikke begå den fejl at tro, at en relation skal være totalt klinisk, fordi man er journalist. Man skal stadigvæk være personlig. Ellers bliver det en falsk relation. Man skal være ægte og venlig og give lidt af sig selv. Kilden skal kunne mærke, at der faktisk er en person inde bagved,” siger hun.

Hun betoner også vigtigheden i at anerkende, at kilderne er ægte mennesker, der fortæller om ting, der er følelsesmæssigt intime. Det kræver mod at stå frem, og det skal man respektere, mener hun.

Journalisten i centrum

Men hvordan opretholder man en journalist-kilde-relation, når dem, man interviewer, er ens egne venner? Det dilemma stod journalist Kerstin Freiesleben med, da hun pludselig befandt sig i en svær situation; hendes ven blev dømt for besiddelse af overgrebsmateriale.

Kerstin Freiesleben valgte at behandle det store chok, der ramte hendes vennegruppe journalistisk. Det, der startede som et privat projekt for at komme til bunds i vennens skyld eller uskyld, endte som en podcast i fire afsnit, der blev publiceret af DR.

Podcastserien ‘Vores dømte ven’ behandler tiden efter, at vennegruppen indså, at deres ven skulle i fængsel. I serien indgår store mængder af lydklip og små interviews, hvor Kerstin Freiesleben interviewer sine venner og sågar sin egen kæreste. Interview-bidderne bliver tit indledt med sætninger som ‘hvordan har du det?’ eller ‘fortæl lige, hvad der foregår.’

Det var hårdt for Kerstin Freiesleben at lave en historie om nogen, der var så tæt på hende selv. Den klassiske objektive journalist kunne hun af gode grunde heller ikke være.

“For mig var det fuldstændig umuligt – jeg var enormt påvirket, og mit eget følelsesliv var jo også i spil. Det tror jeg slet ikke, man kan undgå, medmindre man er støbt i en helt anden form end mig,” fortæller hun.

Kerstin Freiesleben understreger behovet for at deklarere sin egen position; en journalist placeret midt i historien. Det fremgår tydeligt af podcasten, at hun selv er involveret i situationen. Men hun mener ikke, at det er et problem at gå væk fra det objektive. Så længe lytterne er med på, at hun selv er en del af fortællingen.

“Det er jo ikke en objektiv fortælling. Det er en enormt subjektiv fortælling om, hvordan det er at stå i sådan en situation, som vi befandt os i. Derfor er det for mig mere dokumentarisk end journalistisk,” siger Kerstin Freiesleben.

Ejvind Hansen, docent i filosofi på DMJX, erklærer sig enig i, at deklarationen af, at man ikke er en objektiv fortæller, er central.

“Hvis man vil være en aktiv del af fortællingen, skal man varedeklarere sin rolle. Så har modtageren mulighed for selv at tage stilling,” siger han.

Ejvind Hansen påpeger, at der er tydelige fordele ved at have en tæt relation til sine kilder. Der er dog et vigtigt ‘men’.

“Hvis man er tæt på sin kilde, kan man stille andre spørgsmål. Det eneste spørgsmål er, om du får stillet tilpas kritiske spørgsmål,” siger Ejvind Hansen.

Kerstin Freiesleben mener dog, at forskellige genre lægger op til forskellige fortolkninger af den kritiske journalist. Hun mener, at visse historier ikke kan fortælles uden en journalist, der er tæt på.

”Hvis min kæreste var chef i Mærsk, og jeg skulle interviewe hans medarbejdere, så ville jeg være for tæt på til at kunne være kritisk. Men når man fortæller en indefra-historie med et indefra-perspektiv, så bliver man nødt til at være tæt på. Jeg kunne ikke have fortalt den her historie uden at være tæt på folk,” siger hun.

Ejvind Hansen ser ikke noget problem i, at forskellige journalister griber kildekontakten forskelligt an. Faktisk tværtimod.

“Jeg mener, at det er en positiv ting for offentligheden med forskellige opfattelser af, hvad man må. Der er styrker ved objektivitet, men man burde også forsøge at arbejde mere nuanceret med bias og bruge det til sin fordel,” siger Ejvind Hansen.