Journalister insisterer på kontakten til magten

Det er nærmest umuligt at få en minister i tale. Hvis man endelig gør, skal man aflevere sine spørgsmål på forhånd, og den særlige rådgiver står ved siden af og skrider ind, hvis man begynder at spørge om noget, der er lidt på kanten. Det er et forsøg på at styre kommunikationen fra politikernes side,” siger Roger Buch.

Han beskriver embedsmænd, pressefolk og særlige rådgivere som et filter, man skal igennem for at få adgang til en minister.

Det filter kender Emilie Jäger indgående.

“Alt efter hvor stort partiet er, har de et helt korps af pressefolk, presserådgivere, pressechefer og jeg skal komme efter dig,” siger hun.

Filteret er blot én af de måder, hvorpå politikerne udøver kontrol med, hvordan deres budskaber kommer ud til befolkningen.

”Der er kommet nogle andre kanaler, som politikerne benytter sig af, og det gør journalistikken mindre vigtig i det store billede,” siger Roger Buch.

Sociale medier giver politikere frihed til at dele deres politiske budskaber, uden at de skal gennem journalisternes kritiske spørgsmål. Roger Buch ser dog ingen grund til at male fanden på væggen – for nu. 

”Sociale medier er nemmere, og politikerne bruger det i stor stil, men vi er slet ikke derhenne, hvor vi kan være ligeglade med radio og TV eller aviserne,” siger Roger Buch.

Er man bekymret, kan man bare kigge til USA, påpeger han. Donald Trump er så flittig bruger af sociale medier, at han blev kaldt Twitter President, da han blev valgt til præsident første gang. Men selv Twitter-præsidenten vender sig mod traditionelle medier fra tid til anden.

”Trump er nærmest et barometer, man kan bruge. Hvis det går skidt for Trump, så ringer han ind til noget så gammeldags som en radio- eller TV-station. Så ringer han til Fox News eller en højreorienteret radiovært og siger nogle provokerende ting, og så kommer han i alle medier. Aviserne er de originale medier, og de hopper også på den,” siger Roger Buch.

Journalister advarer mod tavshed

Emilie Jäger oplever generelt en stor tilgængelighed til politikere, når hun runderer gangene på Christiansborg. Alligevel genkender hun en tendens til, at politikerne er omhyggelige med, hvilke historier de kommenterer på, og hvilke medier de udtaler sig til.

“Medierne og aviserne udfylder forskellige roller, og alt efter hvilket budskab den pågældende politiker eller minister ønsker at få ud, så påvirker det, hvilket medie de går til,” siger Emilie Jäger.

“Vi laver noget stof på B.T., som den almene dansker synes er interessant og forstår, og som de kan stå og læse ude i køkkenet, imens de laver fem andre ting. De er ikke akademikere på Østerbro, der læser Politiken og sætter formiddagen af til at sidde og drikke kaffe til 80 kroner og læse alenlange artikler,” siger Emilie Jäger.

Hun er glad for mediernes forskellighed og overlader gerne de perspektiverende artikler og lange mellemregninger til Berlingske og Politiken. Det, der bekymrer hende, er, hvis politikerne konsekvent tilvælger nogle medier og sætter andre bag i køen.

“Det udgør jo et demokratisk problem for borgerne, hvis deres bekymringer ikke bliver repræsenteret af de medier, som politikerne stiller op til interviews med,” siger hun.

Forperson for Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, finder det problematisk, hvis politikerne undgår at udtale sig til visse medier,fordi de har en kritisk vinkel på en historie.

“Jeg forstår godt det menneskelige instinkt i det. Jeg synes bare, det netop er, når der er kritik, at man skal stille op og svare på spørgsmål,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han anerkender, at politikerne ikke kan bruge al deres tid på at svare på spørgsmål og lave interviews, men han frygter for konsekvenserne, hvis politikerne er tilbageholdende med at udtale sig. Man risikerer, at det føder ind i en fortælling om, at politikerne er sådan nogle, der ikke svarer på spørgsmål.

”Det er fint nok at sidde og lave politik, men det mandat, man laver politik ud fra, har man fået, fordi der er nogen, der har stemt på en. Så er det vigtigt, at dem, der har stemt på en, ved, hvad der foregår,” siger han.

”Jeg tror, man skal være bevidst om, at hvis man vil have medier, der går magten efter i sømmene, så er man som politiker nødt til at understøtte, at de medier rent faktisk får svar på deres spørgsmål,” uddyber han.

Vi giver ikke op

Selvom magtrelationen har ændret sig, og politikerne har taget mere kontrol over deres kommunikation, mener Roger Buch ikke, at politikerne kan være ligeglade med journalister.

”Afhængigheden er der. Den er væsentligt mindre, men den er der stadig i stort omfang,” siger han.

Står det til Emilie Jäger, skal journalister ikke bare læne sig tilbage og se på, mens nye aktører og platforme giver politikerne føring i dansen. Nok er det politikernes opgave at stille op og møde kritik, men journalisterne bærer også et ansvar.

“Vi skal finde en måde, hvorpå vi kan få politikerne til at forholde sig til de sager, vi som journalister og presse graver frem,” siger hun.

Befolkningen fortjener, at deres bekymringer bliver fremlagt for politikerne, og det er journalisternes opgave at kæmpe for, det sker. Det er vigtigere end nogensinde, at de kæmper for deres berettigelse. Og det kommer de også til, understreger hun.

“I politisk journalistik er vi ikke folks gode venner og skal heller ikke være det. Det er okay, at vi er irriterende og stædige,“ siger hun. 

“Vi har jo ikke bare tænkt os at give op. Vi vil have svar på de spørgsmål, vi synes, borgerne fortjener svar på. Og det vil vi forsøge at få uanset hvad,” siger Emilie Jäger. Det er svært at gisne om, hvordan fremtidens journalistik ser ud. Men journalisterne giver ikke op. Spørgsmålet er så, om politikerne vil danse med.